Jeg ville bryde den sociale arv, og jeg er godt på vej!

Tilbage

Du er ikke alene.

Mit liv begyndte den 18 september, 1997.
Jeg blev født med frontalt alkoholsyndrom.
Hvilket betyder at jeg faktisk blev født som alkoholiker, med abstinenser.

Jeg ved ikke om jeg blev født på Århus sygehus eller Samsø sygehus.
For mit vedkommende er det nu også ligegyldigt.
Da jeg blev født havde min mor allerede fået fjernet fem børn.
Min mor har i alt fået 8 børn.
Min ældste søster Cecilie blev dødfødt.
Men jeg har 6 storebrødre.
Lige siden hun mistede Cecilie havde hun ønsket sig en pige, det fik hun den 18 september, 1997.
Men det var ikke en idyllisk kerne familie tvært imod.

Min mor drak, ligesom min far.
Min far tog også hårde stoffer, hvilke ved jeg ikke, men han er og var stiknarkoman.
Min yngste store bror boede på daværende tidspunkt stadig ved mine forældre.
Han er to år ældre end mig.
Allerede som to årig skulle han stå model til meget.
Han kom ikke altid i dagpleje, når han gjorde var han altid nusset i tøjet, beskidt og meget sulten.
Kommunen fik flere underrettelser, dog reagerede de ikke på nogle af dem.
Tilfældige borgere underrettede også kommunen.
De havde set mine forældre komme slingerende med en barnevogn, og en lille dreng ved siden.
På trods af min storebror ikke var ældre kan han huske tiden hos mine forældre.
Der var aldrig mad i køleskabet, kun øl og andet alkohol.
Min mor fortalte mig engang at hun fandt min bror i naboens jordbær bed, gad vide hvorfor?
Ja han var jo sulten.

Nu tænker du jo, jamen hvor var du så henne?
Jeg lå for det meste på gulvet, efterladt.
Min bror prøvede at give mig mad, da jeg jo måtte være lige så sulten som ham.
Men jeg var jo blot en lille baby, og kunne ikke indtage fast føde.
Min far var voldelig overfor min mor.
Og har gentagende gang tæsket hende og prøvet at slå hende ihjel.

Min mor drak også af en grund.
Hun havde ikke haft det nemt, hun blev misbrugt af hendes far.
Var røget ind og ud af ungdomsinstutioner.
Så jeg forstår hvorfor hun var endt hvor hun var.

En aften var mine forældre taget på værtshus, igen.
Men de havde ikke taget os med.
Vi var efterladt derhjemme til os selv.
Min bror havde på en eller anden måde fået låst døren op, og gået på gaden for at lede efter mor og far.
En nabo så ham og tog ham ind.
Han fik mad, og fik samtidig forklaret at jeg lå inde på gulvet.
Jeg blev hentet ind til dem.
Kommunen blev igen underettet.
Først da jeg var ti måneder gammel blev vi fjernet.
En stor sorg for min mor, for hun ville os det bedste, hun ville havde os for sig selv.
For vi var jo hendes børn.

Vi kom sammen på et børnehjem, hvor vores forældre kunne besøge os.
Mine ben virkede ikke, jeg kunne ikke kravle og var ikke udviklet som et ti måneder gammelt barn burde være.
Omsorgssvigten kunne i den grads ses.
Man kunne ikke få øjenkontakt med mig, jeg kiggede væk.
I den periode var min far også en tur i brummen, men fik lov til at komme ud og se os.
Denne tid erindre jeg dog ikke, til trods for at jeg kan huske meget fra min barndom.

Da jeg var 2 år kom vi sammen i en plejefamilie, dette var mine forældre absolut ikke tilfredse med.
De kunne ikke lide dem, de var nok jaloux.
Familien havde også to piger på 14, og 18 år.
Min bror var så skadet allerede af omsorgssvig og at min mor drak under graviditeten at han var blevet meget voldelig.
Min plejefamilies 14 årige pige var bange for ham, han var 4 år på det tidspunkt.
Hun vidste jo ikke hvad han kunne finde på.
Han ødelagde også mine ting, og slog mig når mine plejeforældre ikke så det.
Da han kom i skole blev det slemt, han sloges og gik amok.
Jeg husker tydeligt at komme og skulle hente ham i SFO og der sad 2-3 voksne og holdte ham fordi han havde fået et raseri udbrud.
Han splittede familien ad.
Kommunen konkluderede at det ikke ville gå.
Han skulle havde mere professionel hjælp.
Mente de.
Min bror flyttede da han var 8 år.
Til et børnehjem.
Jeg så ham når der var samvær med vores forældre.

Jeg glemmer aldrig det samvær hvor vi skulle havde holdt fødselsdag for min bror og jeg.
Min far ødelagde det som han havde ødelagt så meget andet. Han gik amok og truede overvågeren på livet.
Jeg knugede mig til min mor, hun sagde også han skulle stoppe, og råbte ad ham.
Men det hjalp ikke.

Da jeg var 10 år døde min elskede aflastnings mor, som jeg var så glad for.
Hun tabte kampen mod kræften.
Hun betød rigtig meget for mig.
Jeg kom i en anden aflastningsfamilie, til en dame som havde været overvåger da jeg var lille.
Jeg har aldrig kunnet lide hende.
Da mine plejeforældre spurgte om jeg ville på sommerlejr ved hende i en uge var min svar tjoo, og måske.
Jeg havde ikke lyst, men sådan blev det.
Jeg kunne ikke finde ud af at sige fra.

Da jeg var 13 døde min mor.
Jeg viste godt hun ville dø, hun var fordrukken.
Hun havde dog også epilepsi.
Hun havde været ude og kigge på nyt hus, på vej hjem på Kalundborg station fik hun et anfald, og røg direkte med hovedet ned i beton gulvet.
Jeg savner hende stadig den dag idag, og der er så mange ting jeg den dag idag fortryder jeg ikke fik sagt.

Min nye aflastninsmor brød jeg mig ikke om.
Hun var strid og jeg brød mig bestemt ikke om hende.
Efter at havde gjordt det klar for min plejefamilie stoppe det.
Jeg kom nu i aflastning hos mine plejeforældres ældste datter.
Dette var jeg glad for.

Folkeskolen var bestemt hellet ikke sjov, jeg blev mobbet på det yderste og lærerne var lige glade.
Den værste episode var da jeg syv gange fik kastet en basket bold i hovedet, læreren sagde stop en gang resten blev ignoreret.
Jeg havde støtte lære fordi de mente at jeg ikke kunne klare mig uden.
Jeg forlod klassen, og hun fulgte efter.
Jeg græd, min psyke var knækket for længst.
Hun spurgte hvorfor jeg græd, om det var fordi min mor lige var død?
Der var jo ingen der skulle vide det.
De måtte ikke se bag facaden, hvordan jeg havde det !
Jeg gik når jeg ikke gad sidde i klassen mere, lavede aldrig lektier og gjorde som jeg ville.
Jeg gik når jeg ikke kunne holde det hele ud i mit hoved mere, og når jeg havde fået tilpas modbydelige kommentarer.
Jeg lavede ikke mine lektier fordi alt andet fyldte meget mere, dagen der var gået, alle de modbydelige ting jeg idag havde fået smidt i hovedet.
Og hvordan mon i morgen ville blive.

Jeg fik selvmordstanker, og begyndte at sulte mig selv.
Mine plejeforældre fandt ud af det, men vi snakkede aldrig meget om det.
Og alle tingene i mit hoved blev aldrig bearbejdet ordenligt.
Jeg måtte endnu engang kæmpe selv.

I midten af ottende klasse flyttede jeg skole.
Jeg havde endelig fået dem overtalt.
Den nye skole mente ikke jeg havde brug for støtte lære.
Jeg var lykkelig, nu skilte jeg mig ikke ud mere.
Folk vidste heller intet om mig.
Jeg begyndte at omgåes de kriminelle, dem de andre børn ikke måtte lege med.
Dem der tog stoffer og røg hash.
Jeg blev langsomt selv afhængig, og prøvede også kokain.
Hvergang jeg røg mig skæv følte jeg, jeg kunne lægge min hjerne og bekymringer væk.
Jeg så ikke længere min far.
Jeg havde ikke valgt ham fra, men han ringede aldrig og spurgte aldrig om samvær.
Dette passede også mig fint.
Jeg havde mit eget liv og mine egne problemer.
I 9 klasse så jeg mine 3 brødre for første gang siden jeg var 2 år.
De havde meget at fortælle.
Dette vil jeg ikke videre ind på da dette indlæg ellers bliver alt for langt.
D 25 oktober fik jeg min egen hest jeg altid havde drømt om.
Hun kunne lytte når jeg havde noget at ryste af skuldrene, hun var der altid og var altid glad.
Da jeg fik hende indgik jeg en aftale med mine plejeforældre om at jeg aldrig ville ryge hash eller tage stoffer igen.
Det gjorde jeg heller ikke.
Næsten fem måneder blev hun desværre aflivet.
Dette tog meget hårdt på mig.
Jeg måtte videre.

I dag skal jeg til at starte på min drømme uddannelse, jeg lever et normalt liv som en anden normal 17 årig ville.
Jeg er glad, men jeg har måttet kæmpe.
Og det har krævet BLOD, SVED OG TÅRER.
Man kan hvad man vil.
Jeg ville ikke ende som mine forældre.
Jeg ville bryde den sociale arv, og jeg er godt på vej!

Skriv din livsfortælling

Du kan også få din egen livsfortælling med på Hope. Læs mere om, hvad du skal gøre for at komme med.

Læs mere

Tilbage