han var nemlig rigtig fuld!

Tilbage

Hej Læser!

Mine forældre er skilt, og jeg bor hos min mor.
Jeg har en lillesøster og en lillebror, der også bor hos min mor.
Min fortælling foregår en dag, hvor vi skulle holde min lillebrors fødselsdag i svømmehallen.
Min lillebror var ked af, at der kun skulle piger til at passe på og holde øje i svømmehallen.
Derfor skrev min mor til min far, om han ikke kunne komme og hjælpe til.
Det ville han gerne, og min papsøster ville også meget gerne hjælpe til!
Både min søster og jeg måtte tage en veninde med hver, som frivilligt også ville hjælpe lidt til.
Mine søskende, vores veninder og jeg satte os ind i bilen og så kørte vi mod svømmehallen.
På vej derud kørte vi forbi min far og min papsøster der stod og ventede, på de måtte gå over fodgængerfældet, de vinkede og der så ikke ud til at være noget galt.
Da vi kom frem kunne jeg mærke med det samme, at der var noget helt galt! og det var ikke bare en lille smule...
Jeg havde egentlig ikke lyst til at snakke eller kendes ved min far (mest på grund af at jeg havde veninde med), men af ren høflighed (og fordi jeg var bange for, han ville blive ked af det), sagde jeg hej, gav ham et kram og lod som om alt var normalt.

Det skar mig i hjertet at se ham i den tilstand, han var i... han var nemlig rigtig fuld!
Da vi alle havde klædt om og gik ind, skal min far (selvfølgelig) vise hans maveplasker fra tremetervippen.
Min mor får guidet alle børnene (inklusive min veninde og min søsters veninde) ind i det andet rum hvor morskabs-bassinet var.
Jeg sagde flere gange (3 gange) til min mor, at jeg ville have han skulle gå.
Men hvad skulle hun gøre?
Alle min brors venner og veninder var der.
Så ville min bror bare blive drillet med det i skolen...

I løbet af fødselsdagen kom der flere ubehagelige situationer (men ikke så vanvittig slemme).
Endelig var festen slut.
Min familie og jeg kunne tage hjem med fornemmelsen af at skulle gå igennem det hele med min far en gang til.
Heldigvis er min mor en god og støttende mor.
Hun snakkede det godt igennem med min søster og jeg. (Da min bror var lidt for lille til at forstå hvad der lige var sket, snakkede hun kun kort med ham. Men stadig sådan at det hjalp ham)

Lige for tiden ser vi ham ikke.
Vi har ikke lyst til at se ham.
Men det er dejligt at vide, at man ikke er alene!
Også en 'reminder' til dig...
Kh Anonym

Skriv din livsfortælling

Du kan også få din egen livsfortælling med på Hope. Læs mere om, hvad du skal gøre for at komme med.

Læs mere

Tilbage