Daniel's livsfortælling

Tilbage

Hej, jeg hedder Daniel og er 18 år.
Jeg skal til at begynde i 2.g efter sommerferien.

Min far har drukket så længe jeg kan huske og han er fuld stort set daglig.
Det er først i de senere år, at min familie (bedsteforældre, tanter, onkler, osv.) har fået større indsigt med hensyn til vores problem med min far, der drikker.
Må indrømme, at jeg selv føler mig ulykkelig, selvom det nok ikke er min fars misbrug, der fylder mest i mit hoved til dagligt, men da jeg mener, at min fars misbrug er reelt nok, tillader jeg mig selv at kunne skrive her, nok for at lette mit hjerte.
Jeg ved ikke om jeg hjælper mig selv, eller nogle andre.

Min far kan virkelig være træls at høre på, men jeg plejer bare at gå min vej og overlader ham til min mor, der prøver at holde sammen på familien.
De skændes ofte og han virker tit urimelig og det har nogle gange eskaleret til at han slået min mor, hvor jeg resolut har grebet ind og banket løs på ham og truet med at slå ham ihjel, dog har han meget sjældent nogen sinde slået mig.
Han har tit i raseriet skrål og skrig smadret tallerkner og lign. og brokket sig utroligt meget over bagateller.
Min far lader ikke til at være motiveret til at gøre noget ved sit problem.

Jeg mener selv, at jeg af natur er åben og udadvendt, og havde da også kammerater, som jeg legede sammen med efter skoletid, men omkring 4. klasse begyndte jeg nok at blive mere indesluttet. Lige hvorfor jeg gjorde det, er jeg ikke helt sikker på.
Da dette jo er et forum for os med alkoholmisbrug i familien er dette jo en oplagt forklaring.
Men jeg havde i 3. klasse, tror jeg det var, sex... eller noget lignende med en dreng (berøring af hinanden med kønsorganerne).
Han var en af mine allernærmeste venner og det skete et par gange, og jeg havde ærligt talt også selv lyst til det, men jeg fandt det mærkeligt og havde også fornemmelsen af at have gjort noget forkert.
Jeg gad ikke \"forholdet\" mere, men da jeg skammede mig, fortalte jeg det ikke til nogen om det, før jeg begyndte i gymnasiet.

Efter folkeskolen begyndte jeg i 10. klasse, hvor min tidligere så nære ven, som jeg havde den homo-erotiske oplevelse med fulgte tilfældigvis med.
Vi har kendt hinanden siden børnehaven og han har altid leget mere med piger end jeg har, men han begyndte i 4.klasse, mere og mere at vende mig og en anden ven ryggen og ville hellere være sammen med pigerne stort set hele tiden.
Han har så sprunget ud som bøsse senest i 9. klasse, uden at flere af os vidste det (deriblandt mig).
Jeg tror ikke, at vi var uvenner ham og jeg, og der har måske været nogle enkle gange, hvor vi har hængt ud sammen som kammerater efter skoletid efter 4.-5. klasse, men i hvert fald snakkede vi ikke meget sammen efter den tid.

10.klasse var et år med forvirring.
Jeg var aldrig sammen med nogen kammerater efter skoletid og følte mig meget ensom og trist.
I 10. klasse tror jeg at jeg bevidst valgte at påtage mig en rolle som en meget tavs, kold og skulende Clint Eastwood- type for at skjule min usikkerhed.
Jeg havde nemlig heller ikke nogensinde haft en kæreste og troede at min attitude ville gøre et indtryk på damerne, og der var en køn pige, som jeg dog ikke tror jeg er forelsket i, men er rimelig sikker på, at jeg føler mig seksuelt tiltrukket af hende og dengang især havde et særligt godt øje til hende.
Men jeg havde indtrykket af at nogle gange måske være tiltrukket af mænd også.
Så jeg tror også at denne rolle, en tavs, fåmælt fyr også skulle fjerne mistanken om at jeg var bøsse, for det er en stor frygt at finde ind til hvem jeg er, finder jeg.

Jeg er den mellemste af tre brødre og er måske også den der skiller mig mest ud.
Jeg er mere følsom og SER ihvertfald også mere nørdet ud (briller og gør ikke så meget ud af mig selv) end mine brødre, selvom vi alle nok er mere tilbageholdende typer, i det mindste under normale omstændigheder, når vi er ude blandt andre mennesker. Og vi deler rimelig dybdegående/nørdet interesse indenfor film og delvis musik, selvom sidstnævnte ikke er noget jeg bruger så meget tid på i forhold til film, jeg spiller heller ikke guitar - i modsætning til dem og oplever derfor tit, at jeg føler mig udenfor.
Men for at vende tilbage til min fars misbrug så husker jeg episoder, hvor jeg har haft kammerater på besøg og han har flydt i sofaen og jeg har tydeligvis kunnet spotte, at han er fuld på hans opførsel og ansigtsudtryk.
Han har tit opført sig grænseoverskridende og har fyret sjofle bemærkninger af, tit til min mor, om at han ville have sex, også engang hvor en kammerat sad i stuen med mig og så film.
Min far ville måske fortælle min mor, at vi skulle sendes i seng, f.eks. en eftermiddag, når jeg skulle til badminton, en fritidsinteresse, som jeg ville droppe i 6. klasse.
Han havde også tit en tendens til at sloges med min storebror, der er 10 år ældre end mig, selvom dette sikkert ikke var særligt fysisk alvorligt, men jeg oplevede det sikkert voldsommere end det var.
Dette sker ikke så tit længere, men jeg tror at det skyldes at han er blevet presset meget i de senere år af hans forældre, der står bag os, den nærmeste familie.

Jeg føler at jeg ikke har nogen ”rigtige”, dvs., nære venner overhovedet, da jeg ikke er sammen med nogen jævnaldrende efter skoletid.
Jeg møder måske folk, som jeg har gået i klasse med og nogle af dem, som jeg måske har været rimelig tæt på engang og så snakker jeg med dem, typisk i bussen, men det bliver ikke til mere end det.
Jeg føler mig meget ensom og har tit indtrykket af at jeg ikke er særlig interessant og folk ikke rigtigt gider snakke med mig.
Jeg er meget usikker på mig selv, hvad jeg føler og hvem jeg er. Jeg er nok den nørdede type, der dog ikke siger så meget, men scorer rimelige gode skriftlige karakterer.
Interesser tæller først og fremmest film, som jeg bruger en del tid på, især at læse om på nettet, ellers har jeg ikke rigtigt noget jeg dyrker specielt.
Jeg har aldrig haft en kæreste og har aldrig rigtigt kysset nogen, hvor der har været følelser indblandet.
De meget få gange, typiske kindkys, har der ikke været nogen følelser indblandet, tror jeg i hvert fald ikke der har været hos de indblandede piger & drenge (hehe).
Dette er sket i forbindelse med S,P eller K, eller senere drikkelege ved klassefester.
Men jeg føler ofte, at jeg ikke kan åbne mig for meget over for folk, fordi jeg er bange for hvordan de tænker om mig.
Jeg føler at jeg trækker en maske over hovedet, og forholder mig stille og rolig, ja, meget tilbageholdende, på overfladen, når jeg er bange for hvordan folk skal tænke om min opførsel.
Men jeg prøver generelt at være flink og forsøger at fyre en joke af en gang imellem, men det er typisk noget konkret vi skal snakke om og jeg stiller mange mere eller mindre nærgående spørgsmål.
Ellers har jeg tit en tendens til bare at følge med drengene i kantinen og glo ud i luften.
Jeg har dog ikke rigtig den helt samme tilbageholdenhed overfor min nære familie, selvom, at jeg oplever jeg har problemer med at snakke med folk i grupper og dette gælder også mine to brødre på henholdsvis 28 og 15, når de snakker sammen om koncerter eller musik.
Jeg prøver at tage kontakt til folk, men jeg tænker tit at der må være noget i vejen med mig, siden der synes at være en væg og jeg ikke kan grine sammen på samme måde med dem, som de kan indbyrdes.
Jeg føler tit at jeg ikke orker noget, at lave lektier eller tage i skole og snakke med folk, og synes ikke rigtigt jeg ved, hvad jeg føler eller føler mig som.

Der er en pige i min klasse, som jeg tror jeg måske er forelsket i. Selvfølgelig er det egentlig kun mig selv jeg svigter og bedrager mest ved evt. at ændre på mig selv og min identitet, herunder seksualitet.
Men jeg tror at jeg ikke vil inddrage mig selv i noget ved at konfrontere hende, hvis jeg ikke selv føler at jeg virkelig vil hende.
Jeg har haft nogle nederlag tidligere da jeg var noget yngre omkring de 13, hvor jeg på det ynkeligste har skrevet pr. SMS (fik deres numre fra nogle drenge) at jeg synes at nogle piger fra klassen var smukke (dette var nok kun seksuel tiltrækning) og så håbet på at de ville komme sammen, selvom jeg var meget tilbageholden og knap nok turde se dem i øjnene i klassen, og så hørt dem kalde mig pisse klam og at de absolut ikke kunne sige i lige måde og vi kunne måske godt være venner, men desværre ikke kærester.
Selvom jeg vil mene, at jeg synes at denne pige er meget sød og dejlig, så er jeg ikke 100% sikker på at det er hende, eller at det overhovedet skal være en pige.
Jeg tror nemlig også at jeg måske har nogle følelser overfor drenge, selvom jeg ikke vil mene, at der er nogen konkret, som jeg tænker på lige så meget som denne pige.
Meget frustrerende er det, når jeg kan sidde og se hende snakke med andre drenge og grine højlydt af deres jokes og kalde nogle af dem søde, mens jeg selv synes hun sjældent tager kontakt til mig, på en måde som hvis hun var interesseret i mig, og slet ikke griner på samme måde, når jeg prøver at være sjov og tage kontakt til hende ved busstoppestedet og snakke med hende.
Og det er en noget genert ”bejler”, der tager kontakt til hende og ret tilbageholden stiller hende spørgsmål om hende og hendes familie snakke om dagligdagsting, nærmest som en god ven, så jeg bliver bange for om jeg opfører mig som en bøsse, for så er det da helt håbløst at hun skal blive forelsket i mig, hvis hun tror det er det jeg er.
Men jeg øver også at skjule mine evt. følelser overfor hende og tænker om jeg er for påtrængende og det er derfor hun ikke altid hilser på mig.
Muligvis er jeg homoseksuel men lever i illusionen om at være en rigtig mand og tage en dejlig pige ved min side og tanken om, at jeg måske i virkeligheden blot er misundelig på nogle af de andre, mere dominante drenge, som jeg nok gerne ville være som har strejfet mig og ikke virkelig er til piger.

Jeg har ekstremt meget vrede indeni mig og når jeg mener at folk overser mig og specielt når jalousien spiller ind i fht. til ovennævnte pige.
At en på facebook kommunikerer med mig, betyder kun halvt så meget for mig eller mindre end hvis det nu skulle være hende.
Det er da også på dette netværk at jeg flere gange har taget kontakt til hende og har opført mig lidt mere som smartass typen, selvom det nok ikke er den jeg er, men som hun synes at kunne lide… en hel del.
Derhjemme har jeg som sagt haft flere vredesudbrud og flere gange hamret på døre og vægge og slået mine hænder til blods, typisk udløst af et sammenstød med mine brødre eller så nærtagende og følsom som jeg nok er, føler mig udstødt og kasseret af mine jævnaldrende, er gået amok i et skrigende jalousi-helvede, men tanken om at være homoseksuel skræmmer mig nok mere.
Ellers frygter jeg meget at blive et socialt udskud og selv udvikle et alkoholmisbrug.
Jeg er som regel nervøs når jeg til dagligt skal snakke med især fremmede folk, dvs. klassekammerater, men det løsner i den grad op, når jeg drikker alkohol til klasse/gymnasiefester, som jeg altid deltager i og jeg bliver som regel altid hamre stiv og råber og skriger og er nok ikke et hak bedre end min far, hvor jeg kan se ham i mit sløve blik på fotografier, der måske for det meste nok blot ved tilfældigheder har mig med.
Jeg laver ballade, men afhængig af hvor meget jeg har fået at drikke kan jeg godt holde delvis kæft, men selv der tør jeg ikke tage for meget kontakt til hende fra klassen.
Disse officielle klassekomsammener er noget nær de eneste gange jeg laver noget sammen med mine klassekammerater efter skoletid, og jeg finder mig måske meget overladt til at høre de andre snakke og grine på en bytur, hvor jeg tilfældigvis er kommet med som vedhæng.

Jeg har snakket med skolepsykolog da jeg begyndte i gymnasiet, hvor det var første gang jeg fik snakket med en udestående om alkoholmisbruget, og hvor jeg fandt, at det var meget lettere at snakke med andre fremmede om dette, når jeg først havde gjort det én gang, og hvor ovennævnte ubehagelige tanker sendte mig på psykiatrisk afd. Og fik diagnosiseret, Asperger-syndrom, et handicap under autist-stadiet, der hæmmer ens sociale kunnen, dog en mild grad fik jeg at vide.
Dette gjorde mig noget frustreret og jeg følte mig stemplet.
Har snakket med folk på psykiatrisk afd hvor jeg har fortalt hele denne historie, TUBA, og studievejleder om mine problemer og jeg er ikke farlig, mener de.
Bare forvirret.
Det skal nok passe: Forvirret, ensom og bange.

Skriv din livsfortælling

Du kan også få din egen livsfortælling med på Hope. Læs mere om, hvad du skal gøre for at komme med.

Læs mere

Tilbage