Pigen17's livsfortælling

Tilbage

Det er nu omkring 2-3 år siden vi fandt ud af at min far er alkoholiker og det er kun omkring et halvt år siden han startede på antabus.

Jeg husker ikke meget af alt det der er sket, men jeg kan fortælle lidt om de ting jeg kan huske.
Da mine søskende og jeg var små tror jeg ikke han havde noget druk problem, men han har altid haft et skrækkeligt temprement, så man nærmest blev skræmt ihjel når han blev rassende og det blev kun værre når han drak.
Jeg tror hans druk problem først rigtigt begyndte da vi flyttede, vores allesammens liv blev kun værre da vi flyttede, vores forhold smuldrede og alt socialt forsvant.
Jeg blev deprimeret begyndte at cutte for at blive glad og glemme mine problemer, som senere udviklede sig til selvmordstanker.
Engang da vi var til en indflytningsfest drak han så meget at han glemte hvem han var, han ville ikke tro på han er gift og heller ikke at jeg er hans datter, der brød jeg sammen i gråd.
En anden gang hvor mine forældre havde været til fest ringede det pludselig på døren fordi den var låst og da jeg endelig fik låst op smækkede min far den op i hovedet på mig og begyndte at råbe op om hvorfor jeg var så langsom og kort tid efter kommer der en anden mand gående ind af døren med min mor i armene som åbenbart er faldet i søvn, der begyndte jeg virkelig at hade ham.
Da vi endelig opdagede at han faktisk havde et druk problem, prøvede han på at skjule det og gemte alkohol alle vejne, men ville ikke selv indse at han havde et problem.
Han troede altid han ku skjule at han var fuld, men det kunne ses langt væk fra, han stank forfærdeligt af øl og var altid pisse sur eller sov.
Han råbte tit af os og var flabet overfor min mor, hun truede tit med at blive skildt med ham og det fik ham kun på bedre tanker i et par dage.
Men den største grund til at hun aldrig gjorde det var fordi hun ikke ku sørge for 3 børn, en lejlighed og 3 katte.
1 eller 2 gange prøvede han på at trappe ned på sit drikkeri, men lige meget hjalp det da han stadig ikke ville indse at han havde et problem.
Da han så endelig begyndte på antabus, og havde indset at han havde et problem, var han stadig ekstremt sur og pissede konstant min mor af og og mig fordi jeg ligner min mor på personlighed.
Det var hårdt og jeg havde aldrig lyst til at være hjemme og min mor arbejdede over og gik til banko så tit hun ku.
Jeg begyndte oftere at græde mig selv i søvn og fik flere og flere ar og begyndte at undersøge måde at begår selvmord på.
Der gik noget tid og da jeg endelig begyndte at få det bedre spurgte jeg min mor om jeg ik ku få lov til at snakke med en psykolog hun sagde jo, men det blev aldrig til noget.
Til jul stoppede min far på antabus fordi han gerne ville drikke et glas rødvin til julemaden, jeg var sur over det og protesterede imod det, men der var ikke noget at gøre, han er stadig ikke begyndt på det igen og jeg går og frygter at han begynder at drikke i store mængder igen.
Mine forældres forhold er godt igen, men det er jeg ikke glad for, jeg så helst at de blev skildt og jeg græder hver gang jeg høre dem kysse.
Jeg hader stadig min far og regner ikke med friviligt at ville se ham når jeg engang får råd til at flytte hjemmefra.
Jeg er stoppet med at cutte og med at prøve på at tage livet af mig selv, men tankerne er stadig ikke forsvundet.
Jeg har stadig ikke lyst til at være hjemme, men jeg ved ikke hvor jeg ellers skal være, da mine venner bor i den by jeg boede i før.
Jeg snakker med mange om det, men jeg kender ikke nogen der har alkoholikere i familien så de kan ikke hjælpe da de ikke forstår hvad jeg går igennem.
Jeg har faktisk taget mig selv i at håbe at han begyndte at drikke igen så min mor valgte at skride fra ham, men ville jeg alligevel ikke ønske da jeg jo samtidig frygter at han begynder igen.

Skriv din livsfortælling

Du kan også få din egen livsfortælling med på Hope. Læs mere om, hvad du skal gøre for at komme med.

Læs mere

Tilbage