IdaMusen's livsfortælling

Tilbage

Hej alle Hope-unge.
Jeg fortæller min historie, fordi jeg håber den kan hjælpe andre, der lige nu har det, som jeg har haft det før min mor blev ædru. Da hun drak, følte jeg altid at jeg var alene, og at ingen andre havde det ligesom mig.

Da jeg var omkring 8 år, begyndte min mor at drikke mere end hun plejede.
Hun har altid været midtpunkt til fester, men på det tidspunkt begyndte hun at drikke, når hun var alene.
Jeg sagde ikke noget, hverken til hende eller til mine venner.
Jeg følte, at hvis jeg sagde noget, ville det være at stikke min mor i ryggen.

Hun havde en kæreste, som var psykisk syg.
Når han var der, blev jeg lagt i seng tidligt, og så skulle jeg sove. Jeg kan huske, at jeg altid lå og lyttede, for jeg var så bange for, at han ville gøre min mor noget.
Han slog hende aldrig, men han råbte af hende og ødelagde hendes ting.
Han var den første, jeg lukkede ude af mit liv, ligesom jeg tit gør med venner jeg møder nu.
I mit hoved, var det hans skyld, at min mor drak.
Min mor slog op med ham, men han ville ikke forstå det, og han kom to gange hjem til os, hvor han ikke ville gå igen.
Den første gang kom han ind.
Han skar sig selv i håndledene.
For et par måneder siden, fandt jeg rester af hans blod bag  en radiator i min mors og min gamle lejlighed.
Jeg har altid sagt til mig selv, at hvis jeg så ham, ville jeg slå ham. Men da jeg så ham for et år siden, blev jeg bare bange, og stod helt stille.
Anden gang han kom hjem til os, ville han ikke gå igen.
Vi \'flygtede\' hen til min mors bedste veninde.
Dagen efter var jeg stadig bange, og jeg ville ikke i skole, men min mor tvang mig, for hvis ikke jeg kom i skole, ville lærerne jo vide, at vores familie ikke var normal.
Jeg måtte heller ikke sige til nogen, hvordan hendes kæreste var.

Jeg skammer mig over min familie.
Når mine venner kan snakke om at de har \'tysk blod i sig\' eller at deres familie kommer fra Somalia, kan jeg sidde og tænke på, at det eneste min familie har tilfælles med hinanden, er at alle drikker som et hul i jorden.

Hver gang jeg drikker bare en øl, tænker jeg på, om jeg ender sådan. Jeg elsker min familie virkelig højt, men jeg har altid taget afstand til dem allesammen, fordi jeg ved, at de drikker, og så er de ikke sig selv mere.

Min mors alkoholmisbrug blev værre, og hun mistede sit job.
Vi havde ikke ret mange penge, og de penge vi havde, blev for det meste brugt på vin.
På et tidspunkt, begyndte hun at drikke vodka istedet for, og fra dengang af blev det virkelig slemt.
Hun begyndte at drikke en flaske vodka om dagen.
Den mor jeg en gang havde, var væk.
Jeg spiste ikke noget, for det mad vi havde, var for gammelt.
Jeg har en ven nu, der lever på samme måde, som jeg gjorde dengang, og han stjæler, for at få noget mad.
Jeg har aldrig stjålet noget, for jeg har aldrig villet tage noget, der ikke var mit.
Min mor tabte sig også, og var nede på omkring 47 kg. da hun blev indlagt på Silkeborg sygehus første gang.
Hun blev indlagt 3 gange i alt, den ene gang med ambulance.
Jeg kom hjem fra skole, og bankede på, og så kom min nabo ud, og fortalte mig det.
Jeg kan bare huske, hvor svigtet jeg følte mig, over at hun ikke selv sagde det til mig.
Jeg begyndte at få meget skyldfølelse, for jeg kunne faktisk bedst lide når min mor var på sygehuset.
Jeg behøvede ikke at tænke på mad, og min mor var ædru, når hun var indlagt.
Alle tre gange hun kom hjem sagde hun: \"Nu skal vi have det godt mulle\", hvilket for os begge betød, at nu ville hun ikke drikke mere.

Hun begyndte igen hver gang.
Min far fik en kæreste, der ikke ville have mig der, og han ville helst have hende, så jeg flyttede nærmest ind ved min bedste veninde halvdelen af tiden, og den anden halvdel boede jeg ved min mor.
Jeg har altid følt mig forkert, og følt at jeg var i vejen.
Når min mor sov, og jeg vækkede hende, fordi jeg havde lavet mad til hende, råbte hun af mig.
Jeg var også i vejen ved min far, for hans kæreste blev sur når jeg var der.
Engang sagde jeg til min mor, at jeg ikke var sikker på, at hun elskede mig.
Så blev hun sur og sagde at jeg skulle tie stille.
Jeg har altid en følelse af, at jeg ikke hører til nogen steder, og at jeg ikke kan stole på nogen.
Når en ven kommer for tæt på, skubber jeg ham eller hende væk, fordi jeg er bange for at blive svigtet igen.
Jeg hader når folk er påvirket af noget, for så er de ikke sig selv, og det skræmmer mig.

 

Skriv din livsfortælling

Du kan også få din egen livsfortælling med på Hope. Læs mere om, hvad du skal gøre for at komme med.

Læs mere

Tilbage