voksen som barn's livsfortælling

Tilbage

Jeg er vokset op med forældre, hvor alkoholen styrede hverdagen.
Min Far kørte galt dagen før jeg skulle døbes, og var derefter indlagt i lang tid, hvor ingen rigtig vidste, hvad for nogle men han ville få, og om han ville overleve.
Han overlevede ulykken, men efterfølgende begyndte han at drikke endnu mere og blev hurtigt derefter senil dement.
Efter ulykken blev han aldrig den samme. Han kunne ikke tåle larm og støj, og det gjorde at jeg ikke kunne få lov til at udfolde mig og være barn. Han havde et temperament der gjorde at han tit var meget hurtig til at ryge op i det røde felt. Kommunen mente derfor at jeg skulle i aflastning i weekenderne, og det kom jeg så.

Det var aldrig nemt at være hjemme i hverdagene, for min far røg tit ind og ud af hospitalet i takt med at hans sygdom og alkoholmisbruget blev værre. Har flere gange oplevet at hospit-alet har ringet hjem til min mor og fortalt at min far altså var stukket af, og de ikke vidste hvor han var. Efterfølgende han blev efterlyst og tit fandt politiet ham og fulgte ham hjem. Mærkeligt at se ens far stå i snevejr udenfor kun i hospitals tøj. Kan huske en særlig gang, hvor jeg vågnede om natten fordi der var larm i huset. Jeg gik ned i køkkenet, hvor min mor og svigerinde sad og græd, fordi min far igen var bleven indlagt men denne gang var der noget anderledes. Jeg husker tydeligt den mørke og klumpende blod på gulvtæppet, som min far havde brækket op. Vidste selvfølgelig ikke som lille hvad der helt var sket, kun at min far var meget syg.

Den efterfølgende weekend var jeg i aflastning, og natten til mandag morgen vågnede jeg med mareridt om, at min far var død. Jeg tænkte jeg ikke videre over det, men gik over og sov videre hos min plejemor. En time inde i undervisningen den mandag blev der banket på døren og ind kom min mor og ville snakke med min lærer. Så fik jeg af vide at min far var død og at jeg skulle med ud og se ham. Den 12 maj. 1997 mistede jeg min far.

Derefter kom jeg i familiepleje, hos min moster og onkel. Jeg måtte efterfølgende kun komme hjem til min mor hver 14. dag og så kun i weekenden. Min mor fik hurtigt en ny kæreste, der røg hash og også drak, så hun begyndte nu at gå på værtshus. Hun fik også sclerose og en svulst på hjernen. Min mor lider også af tvangstanker, og går ikke nogen steder uden et spejl, fordi hun tror, at hun har sår i næsen og at folk kigger mærkeligt på hende. Tit blev jeg ringet op af en meget fuld mor der aflyste, eller af en mor der ringede og sagde at hun heller ville i byen med hendes nye kæreste og derfor kunne jeg altså ikke komme i den her weekend. Hjemme hos min moster og onkel var for det meste godt, og elsker dem utrolig højt. Men har aldrig rigtig følt mig helt hjemme hos dem. De har 3 ældre børn der var meget jaloux på mig og jeg på dem.

Jeg blev hurtigt voksen, og har tit fundet min mor døddrukken med bræk ud over det hele. Har været tilstede og hørt ting børn ikke skal høre, når hun har haft mænd med hjemme. Jeg har vasket hendes bukser når hun har tisset i dem. Der var aldrig ro i huset selvom jeg var der, der blev solgt hash og hendes og min stedfars venner sov tit hos os meget fulde. Min stedfar var ikke sød ved min mor, og vi havde tit ingen penge til mad, så kan huske en sommer hvor jeg var på ferie hos hende, hvor vi spiste toastbrød med jordbær syltetøj i en uge, fordi der ikke var andet.

Jeg er i dag 21 år og er stadig den dag i dag, mor for min mor. I 2008. ringede hun mig op sent om aftenen og var bange og sikker på, at hun var ved at dø. Jeg tog ind til hende og ringede straks til vagtlægen, da hendes kropstemperatur kun var på 32grader. Da lægen hørte at hun var alkoholiker kunne besøget godt udskydes, pga. af \"travlhed\". Jeg fik af vide, jeg skulle putte hende i kogende bad, så hun fik varmen. Der sad jeg som en 19årig og badede min mor og puttede jeg hende bagefter i seng med masser af tøj på, så hun skulle få varmen.
Dagen efter kom hun til læge og begyndte på antabus, og det hele tegnede godt. Hun holdt med at drikke i næsten 2 år men begyndte igen og drak nogle måneder.
Fra jeg var 8år og til jeg blev 17, led jeg af dårlige nerver der kom pga. omsorgssvigt, og det resulterede i at jeg havde mange sygedage fra skolen. Jeg havde udslæt på kroppen, og lægen kunne ikke sige andet end at det var pga. svigt og mistillid. I skolen blev jeg mobbet både af lærere og elever. Jeg måtte ikke komme med til de andre børns fødselsdage og måtte heller ikke komme hjem og lege med dem, og det var fordi at min mor drak og fordi min far var død af druk. Jeg blev også mobbet med mit tøj og mit hår blev klippet af en bekendt, der IKKE kunne finde ud af at klippe. Da min mor fik en svulst på hjernen, sagde nogle klassekamme-rater til mig, at min far var død og nu døde min mor nok også. Det har været svært for mig igennem hele mit liv at blive \"valgt fra\" Jeg har den dag i dag svært ved at stole nogen, for når man ikke kunne stole på ens mor, hvem kan man så stole på? Jeg er i dag 21 år og er stadig den dag i dag, mor for min mor.

Min storebror, har desværre ikke kunnet holde sig for alkohol, og har 2 gange været indlagt på psykiatrisk hospital pga. Alkohol og dårlige nerver. Han har ofte ringet og truet med selvmord samt at han vil droppe kontakten med sine børn på 8 og 10. Min storesøster har heller ikke haft det nemt, og har også mange gange ringet grædende til mig, når hun syntes at har været for svært. Hun har også haft selvmords tanker, men har det heldigvis meget bedre nu.

I slutningen af 10 kl. 2006 blev alt bare for meget og jeg forsøgte selvmord, Jeg blev indlagt men blev udskrevet igen kort tid efter, og fik derefter tildelt en kontakt person, der skulle støtte mig i hverdagen. Jeg kom til psykolog og samtidig på lykkepiller.
Efter alt det her, begyndte tingene at se lyser ud men nu er min mor røget i et hul igen... her op til jul, og jeg sidder med den der føelse af at jeg burde holde jul med hende fordi hun dog er ked af det, men også fordi jeg er bange for at miste hende, hvem ved... måske er hun her ikke næste jul... Jeg er ved at bryde sammen pt. min kæreste forstår mig ikke.. har ingen i familien at snakke med, så jeg blev faktisk glad da jeg så dit indlæg!!!! jeg har os brug for at snakke, har brug for en der forstår hvilket et marridt det er at gennemgå sådan nogle ting! selvom vi siger til os selv at vi skal være stærke så hjælper det intet, for det er vores forældre, og vi elsker dem, og derfor bekymrer vi os!!!  Husk vi skal lytte til os selv, selvom vi tænker på dem.. vi skal ikke leve deres liv, men vores eget!!
Dette her var bare en bid af min livshistorie, håber den kan hjælpe andre

Skriv din livsfortælling

Du kan også få din egen livsfortælling med på Hope. Læs mere om, hvad du skal gøre for at komme med.

Læs mere

Tilbage