Min far havde altid lavet ballade og drukket

Tilbage

Jeg er hende der, der altid har skjult sine følelser for andre mennesker, hende der som virker hård og er rapkæftet, egentlig har jeg altid varet hende der har nydt at se de andre have det dårligt.
Ikke fordi jeg ikke har syntes det har været synd for dem, fordi det har jeg altid gjort på en måde i hvert fald, fordi i det har jeg har bygget den mur jeg har omkring mig har jeg mistet min evne til at føle for andre mennesker, jeg er blevet ligeglad, ligegyldigt hvor slemt de har det, er jeg bare ligeglad.
Men det her er første gang at jeg faktisk fortæller om mit liv, jeg vil selvfølgelig fortælle om min barndom men vil gå mere i detaljer med de to sidste år af mit liv.
Jeg er en pige på lige knap 16 år, og er født i Sønderjylland.
Den gang jeg var helt lille altså knap et år, havde jeg de mest fantastiske forældre, når min mor arbejde tog min far sig af mig og når min far så arbejde tog min mor sig af mig.
Indtil jeg var næsten tre var min far en rigtig god far, han tog mig med på ture og hentede mig i børnehave, men så kom min lillebror og så kom det hele lige som ud på et sidespor. 
Min far havde altid lavet ballade og drukket men aldrig hverdag og heller ikke ballade i så høj en grad som han gjorde da jeg var blevet tre.
Min mor og far var sådan on and of hele tiden, fordi i de perioder han tog det afslappet med sit alkohol og sine stoffer var han en okay far, men der blev ved med at komme flere og flere af de perioder hvor han var skide fuld og høj på alt muligt.
Vi har aldrig rigtig skulle skjule hvor slemt det var med min far, fordi alle vidste det egentlig, men alligevel, holdte vi det for os selv, allermest mig, jeg begyndte at opdigte min egen verden, jeg snakkede ikke om min far, heller ikke når der blev spurgt, jeg gloede bare på folk og sagde at alt var fantastisk der hjemme, selvom at min far altid kom fuld hjem til os og smed med tingende og skreg af min mor.
Jeg kan huske engang, som går mig på selv om at jeg godt ved det er latterligt men i min sfo kunne man have formning og jeg havde lavet et askebager til min mor i julegave, det stod altid inde på vores stuebord og jeg kan huske at jeg sad i sofaen i undertøj fordi jeg snart skulle i seng, også væltede min far ind af døren fuld og højtråbende, han vaklede ind i stuen hvor min mor lagde vasketøj sammen og rev op i den ene side af stuebordet så det askebager faldt ned, det var ikke det at han væltede bordet, men det var det at mit askebager det jeg havde brugt så langt tid på at lave lå i tusinde stykker på gulvet.
Det er altid de der små ting jeg har bidt mærke i, det er de der små ting der har såret mig allermest ikke at de store ting ikke har, for det har de, meget endda bare ikke på samme måde.
Men jeg lagde altid låg på det han gjorde og gjorde som om jeg enten ikke så eller hørte hvad han gjorde, jeg gemte det altid inde i mig selv uden at fortælle om det, når jeg var inde vend en psykolog gloede jeg bare på dem, jeg kiggede bare fordi jeg havde det ikke skidt, jeg havde jo min mor, og jeg havde da også nogle dage hvor min far var okay, dage hvor vi var hjemme ved ham min bror og jeg.
Spiste og så børnetime, jeg kan huske en periode hvor min far passede en dobberman sån en stor hund, og jeg elskede den hund, jeg syntes den var så sød, overfor mig i hvert fald, når vi rendte rundt ude i min fars lille bitte have tog den altid fat i min lillebrors ben så han væltede det var skide synd for ham det var det han slog sig altid.
Men jeg syntes den hund var så sød, så jeg hyggede med den og nussede den på maven og da jeg følte mig tryk nok ved den prøvede jeg at ligge mit hoved på den, den hed amadæus eller sådan noget, og da min far så det blev han sur og råbte at jeg skulle flytte hovedet fordi han ikke stolede på at den ikke ville gøre mig noget.
Og han havde en ven som havde slanger, jeg elskede de slanger, jeg elsker i det hele taget slanger de er så seje.
Men han havde tre slanger og et flyveegern.
Og han havde en ven der altid sov.. det var ligegyldigt hvor sent om eftermiddagen min far tog mig med der hen så sov han altid.
Min far sagde at han var et natte menneske, altså at han var vågen om natten og det var derfor han sov hele dagen.

Men da jeg så begyndte i skole begyndte det at tage overhånd syntes jeg, det er der jeg kan huske at det virkelig blev slemt, det var delt op sådan at min mor skulle have mig til min fødselsdag men til min 8 års fødselsdag beslutter min far sig til at hente mig, han tog mig med op i byen til byens netto hvor han gav mig en gave, et halsbånd med en rose, og derefter fulgte han mig hjem igen, men min var kommet hjem så hun havde været ude for at lede efter mig.
Da jeg gik i første klasse røvede min far en bank, og jeg kan huske at det var en af de større drenge på skolen som kom og spurgte mig om det passede, fordi min mor havde prøvet at skjule det for mig ved at fortælle mig at han var ude og rejse i verdenen.
Jeg kom grædende hjem fra skole, og min mor var nød til at fortælle mig sandheden, det er det eneste min mor har gjort forkert det har været når hun har prøvet på at skjule sandheden for mig for at beskytte mig.
Der var også et tidspunkt hvor min far selv fortalte at han skulle ud og rejse, og jeg troede virkelig på ham indtil den dag, jeg så ham gå fuld rundt inde i den by vi boede i. men det blev efterhånden hårde og hårde for mig at bo i den by, og hårde for min mor.
Hun fandt en ny kæreste som var i stand til at tage sig af min bror og jeg, mens vi stadig boede inde i den by begyndte vores far at glemme os, når det var aftalt at han skulle have os i weekenden glemte han det, så vi blev tit hentet af vores bedste forældre når min mor kom for sent på arbejde fordi min far ikke kom.

Så flyttede vi fra byen, og jeg havde opbygget min egen fantasi verden så jeg løj, og jeg løj, jeg løj om alt, jeg har fortalt folk ting som ikke engang nærmer sig sandheden, men jeg har ikke modet til at fortælle dem at det er løgne, fordi de ville jo blive sure og aldrig snakke med mig igen, og jeg har stadig nogle løgne som jeg har fortalt som jeg efter flere år ikke tør fortælle har været løgn.

Men for ca. to år siden begyndte min far at være en del af mit liv igen han havde fundet sig en ny kæreste som havde to børn, og hun var gravid med min far tredje barn, som blev dødfødt.
Men i starten  var det nyt og skrøbeligt, og med tiden blev det bare sådan noget der var indtil min stedmor blev gravid igen, jeg har altid været en meget jalux person omkring næsten alt, og da jeg fik at vide at der kom en mere der skulle have den barndom ved  min far som jeg aldrig fik blev jeg meget ked af det, og alle mulige ting begyndte at poppe op igen, jeg fik en lillebror og den samme dag som han skulle døbes besluttede min stedmor at der skulle de giftes, hvilket også generede mig.
Men weekenden efter deres bryllup var min lillebror der ude mens jeg var oppe ved min kæreste, og min far faldt i og drak sig skide fuld, på det tidspunkt havde han været ædru i lidt over et år. Og han var meget fuld og viste min lillebror hvordan han er når han er fuld.
Da jeg kom hjem kunne jeg ikke lade hver med at græde, jeg blev så sur at jeg ikke kunne styre det.
Det var ikke så meget det at han var faldet i der generede mig, det var det at han havde gjort det foran min lillebror, jeg har altid været meget opsat på at min lillebror aldrig skulle gennemgå det samme som jeg gjorde.

Men faktisk syntes jeg det hele er allerværst lige nu, min stedmor er gravid igen og alle mine planer går i vasken.
Grunden til at jeg lige nu vælger at skrive det her er fordi jeg har det så dårligt inden i at jeg ikke engang kan tage mig sammen til at gøre klar til det sidste halve år af min folkeskole.

 

Skriv din livsfortælling

Du kan også få din egen livsfortælling med på Hope. Læs mere om, hvad du skal gøre for at komme med.

Læs mere

Tilbage