Som blot 10-årig så jeg min far tæske min mor

Tilbage

Enhver medalje har en bagside- det fik jeg fortalt af min mor, da hun gik fra min far.
På daværende tidspunkt, forstod jeg ikke hvad hun mente. Men det har jeg lært nu.

Fra da jeg var 7 år gammel, måtte jeg altid med min far ind på diverse lokale værtshuse.
I starten syntes jeg godt om det, jeg synes det var sjovt at se de plørre-fulde mennesker, som prøvede at belære hinanden med en masse vrøvl, de ingen forstand havde på det.
Og så fik jeg altid en cola, eller penge, så jeg kunne smutte over og købe en is.

Men som tiden gik, var det ikke lige sjovt.
Det var næsten hver dag at jeg skulle med ham der ind, han hentede mig altid fra fritidshjemmet, og ville langt hellere være sammen med mine venner, eller i så fald bare sidde der hjemme- så var jeg i det mindste \'herre over mig selv\', og kunne gøre lige hvad der passede mig.
Han sagde altid, at jeg ikke skulle sige noget til min mor, for så vidste han godt at hun ville blive sur, og tage mit parti.

Vi boede dengang, i et villakvarter i det smukkeste villahus, med en stor have, grønne områder og plads til fjant og leg..
Mens årene gik, blev det værre og værre imellem mine forældre, jeg som blot 10-årig, så min far tæske min mor... Hun lå på gulvet og græd, og vi havde øjenkontakt.
Jeg blev stående i nogle sekunder, og løb derefter grædende op til min bror, som fortalte mig, hvordan det stod til imellem dem..
Min bror tog det ikke så tungt, for han havde både hørt og set min mor blive slået af min far- og som han sagde \'\'så kan hun fandme bare pakke sine ting, tage os børn med, og skride!\'\'.
Dengang forstod jeg ikke helt hvad han ville med det, men det gør jeg så vitterligt den dag idag!

Der gik yderligere nogle år, og tilsidst fandt min mor endeligt ud af, at hun ikke ville se sig selv falme- fra at være den smukke unge kvinde, til den triste og grå- samt os børn.
Så hun gik fra min far.
Jeg fik en depression, for gang på gang, måtte jeg høre fra min farbror, som min far boede sammen med i et stykke tid, at han var ved at være fuldstændig ude i hampen..
Han drak hver eneste dag i ugen.
Desuden fortalte min far en aften, at han ville slå sig selv ihjel for at få min mor tilbage.

Tilsidst kunne jeg ikke mere, jeg begyndte at skære i mig selv, jeg begyndte sågar også at drikke- for jeg som en tro kopi af min egen far, som jeg afskyer som var han pesten selv, fandt ud af at man kunne drikke sine sorge væk i den skarpe spiritus.

Den dag idag, har mine forældre fundet sammen igen.
Jeg er sikker på, at min mor fandt sammen med ham, for ikke at forværre min tilstand.
Men hun forstår det ikke- for han drikker stadig, og jeg må altid stå til ansvar for hans gerninger.
Jeg hader at skulle se min far, som altid drikker sig pisse hamrende fuld.

Medaljen har en bagside- fra lutter lagkage, til sorg og depressioner!

Skriv din livsfortælling

Du kan også få din egen livsfortælling med på Hope. Læs mere om, hvad du skal gøre for at komme med.

Læs mere

Tilbage