Amy's livsfortælling

Tilbage

Jeg vil nu fortælle hele min historie.
Den kan være en trigger, hvis du selv har problemer.

Jeg har aldrig i mit liv fortalt hele historien fordi jeg har været bange for reaktioner.
Selv for mine psykologer, har jeg løjet.
Jeg har brug for, at få det hele ud.
Alt.
Please, ikke tag mig som en opmærksomhedskrævende sæk.
Der er ingen, der beder dig om at læse dette.
Jeg har bare brug for at skrive det.

Jeg er en pige på 16 år, og lige nu nyder jeg mit år på en efterskole.
Nnår jeg siger at jeg nyder et år på en efterskole, mener jeg også inderst inde, at jeg nyder et år væk hjemmefra.
Ser I, det kan godt være, at jeg er den glade, overgearet drengepige som ingen problemer har hverken hjemme eller socialt.
Skolen kan jeg da godt klare.
Men det kan jeg i realiteten ikke.

Min mor er alkoholiker.
Det er en sætning, der har dræbt mig indeni siden jeg var omkring 9-10 år.
Egentlig har jeg altid set min barndom som god, og dejlig.
Men nu hvor jeg er blevet lidt ældre, er det gået op for mig, at den ikke var som jeg troede.
jeg er født på Grønland, og flyttede til Danmark da jeg var 7 og et halvt.
Dengang arbejdede mine forældre meget, de var successfulde, rige og elegante forældre, med masser af venner.
Jeg havde selvfølgelig også venner dengang.
Men egentlig havde jeg ikke rigtigt forældre.
Jeg havde en au-pair pige, som boede hjemme hos os.
Ser I, mine forældre arbejdede begge inde for business branchen, og begge rejste derved meget.
Tit sammen også.
Så når jeg husker \"barndomsminder\" er det sjældent med min mor eller far - det er med min storesøster og min au-pair pige. Det har aldrig generet mig, jeg blev bare ked af det, da jeg blev ældre.
På grund af uddannelsesmuligheder (skolerne var ringe kvalitet på Grønland da jeg var barn) og bedre forhold, valgte mine forældre at flytte til Danmark.
Problemet var dog bare, at min far ikke kunne blive flyttet til et job i Danmark, så vi fik lavede en aftale med, at han arbejder der oppe i 2 uger, er hjemme i 1 uge, og så videre.
Det fungerede som sådan fint nok, indtil min mor ikke kunne finde et job i Danmark.
Hun blev derfor gode venner med flasken.
Vi havde jo råd til det, ikke?

Indtil jeg var 9, opdagede jeg faktisk ikke at det stod på.
Min storesøster som var på min alder dengang, stod op om morgenen, fik hende smidt i seng, og gjorde klar til mig.
Det var derfor meget naturligt for mig, at min \'mor sov om morgenen\'.
Da min søster så valgte at flytte hjemmefra, fordi hun ikke kunne holde til min mor psykisk, var jeg derfor ladt alene med min mor. Pludselig var der ingen der vaskede tøj mere, lavede mad, eller gjorde rent.
Det blev indirekte givet videre til mig.
Jeg faldt bagud i skolen, og allerede i en alder af 11, blev jeg deprimeret, \'ældre\' psykisk, og \"emo\".
Da jeg bor i en lille by, var det svært for dem at forstå, hvordan det var.
Min matematiklærer nægtede at undervise mig i hele 6. klasse, fordi jeg var \'provokerende\' (jeg har indlæringsproblemer, og ville gerne have matematik forklaret flere gange)
Selvom jeg kom grædende hjem fra skole hver dag, flere timer før jeg fik fri, fik jeg først lov at flytte skole i midten af 7.klasse, og jeg har så måtte indse, at de første år på min gamle folkeskole, har sat dybe spor i mig.
Jeg har skåret i mig selv, og jeg må indrømme, at jeg stadig gør det.
Det er en mani jeg ikke kan stoppe med.
5 psykologer, og ingen af dem kunne få det ud af mit hoved.
Dog vil jeg også tilføje, at cutting er på ingen måde et valg.
Det er en psykisk tilstand.

På min nye skole, i den større by, var de lidt mere åbne, og jeg må indrømme, at socialt gik det faktisk fremragende.
Problemet var dog bare, at min mangel for viden i matematik, gav mig ekstra lektier og hårdere pres.
Det var svært at håndtere, da jeg rent faktisk havde et skema over alle dage.

23:00 jeg gik i seng.
ca 04:00 jeg får min mor i seng.
06.20 står jeg selv op.
06.50 ned til bussen.
14:30 fri fra skole, og derefter ned og handle til aftensmad.
15:30 hjemme, og gøre rent.
16:00 gå med hunden, og vaske tøj.
17:00-18:00 kobler hjernen af, oftest, græd jeg, og skar i mig selv.
18:00 lave aftensmad.
18:15 gik jeg ud og kastede aftensmaden op og derefter vaskede jeg op.
19:00 fodre min hund og gå med den igen.
19:30 lektier.
22:00 ligge i sengen indtil jeg skulle i seng igen.

- Dette er selvfølgelig kun ca. tidspunkter, men sådan så en standard dag ud for mig, og min koncentrationsevne var ikke eksisterende, og mit overskud til lektier, blev oftest skubbet til lige inden jeg skulle sove.
I en alder af 13 endte jeg op med posttraumatisk stress, social angst, depression, selvskade, og til sidst fik jeg konstateret en spiseforstyrrelse.
Som nævnt tidligere, er det ikke for at få opmærksomhed, at jeg fortæller alt dette.
Det er simpelt fordi ingen ved dette, udover mig og mine læger.
Min posttraumatiske stress udsprang af, at min mor bankede mig som en \"pre-teen\", og det har gjort, at jeg har tabt hår, og været søvnløs.
Det har dræbt mig indeni.
Min sociale angst gør, at jeg ikke kan være til alle timer hver dag i skolen.
Jeg kan ikke klare det psykisk.
Jeg sidder sjældent ude i \"samværet\" på min efterskole, fordi jeg ved, at det kan få mig helt ned i kulkælderen.
Depression og selvskade siger sig selv.
Jeg kan ikke forsvare selvskade, jeg kan kun fortælle om, hvor forfærdeligt det er.

Jeg bider i mine knoer når jeg har det dårligt, og f.eks. er sat i en obligatorisk social situation.
Dvs. at jeg altid har sår på mine knoer.
Ovenpå det, har jeg en spiseforstyrrelse.
Jeg kaster op efter hvert måltid, hvilket også giver mig sår på hænderne af min mavesyre.
Det kan ikke dækkes, som mine ar på armene.
Jeg kan altid trække en trøje nedover mine ar, eller tage nogle armbånd på.
Det kan jeg ikke med hænderne.
Det er forfærdeligt at være cutter.
Der er konstante smerter i armene, abstinenser hvis jeg prøver at holde mig fra det, og jeg har de grimmeste og mest ulækre ar i hele verden.
Det eneste cutting har givet mig, er skyldfølelse, smerter,  og abstinenser.
Jeg kan ikke gå udenfor mit værelse uden at have en langærmet trøje på.
Når ens venner opdager det, og kigger på en med de der medlidenhedsfulde øjne; Det er det værste i verden.
Hvad skal du sige?
Du har ikke brug for medlidenhed, men jeg må indrømme, at cutting er et kald om hjælp.
Det bliver bare så tit misforstået.
Cutting udspringer ikke af, at du kan lide S/M eller andet lignende. Det er din psyke, der vil have hjælp, og sikkert ikke kan udtrykke sig selv ordentligt, og det er så dens måde at få følelser ud.
Alle har sikkert kendt følelsen, hvor man ikke kan føle noget.
Det er forfærdeligt.

Jeg tager 16 piller om dagen. Det er forfærdeligt.
2 sovepiller.
4 smertestillende. (jeg har børnegigt og som tidligere nævnt, smerter)
6 vitamin og protein piller, fordi jeg kaster alle proteiner op, og fordi jeg taber hår, mangler kalk, og så videre.
1 ppille. (Den er med til at holde min menstruation \'normal\')
1 lykkepille. (du vil ikke ønske at komme på dem)
1 pille, som gør at jeg slapper af i kroppen. Jeg kan ryste en hel dag, uden dem. Fordi jeg er så stresset, og nervøs.

Jeg kan ikke fortælle nogen om alt det her, for ja, som du nok er, så bliver folk chokeret.
Kan en teenager have oplevet så meget på ét liv?
Ja.
Jeg prøvede engang selvmord (heldigvis mislykkedes det), og min psykolog sagde, at mit liv jo ikke engang rigtigt var begyndt.
Jeg svarede, at han aldrig havde prøvet at være en teenage pige, i dagens Danmark.
Samfundet er grimt, for os til at føle os grimme.
Vi vil alle være ligesom modellerne.
Ja, det vil jeg også.

Grunden til, at denne historie også måtte ud, er for at minde alle om, at de ikke er alene.
Ja, en alkoholiseret mor kan smadre dig fuldstændig, som det har smadret mig.
Mit liv vil aldrig blive det samme, men jeg tror på, at jeg kan komme ud af det lort jeg går igennem nu.
Du føler dig sikkert håbløs, men det skal nok gå, det gør det altid. Men først når du er klar.
En psykolog kan ikke hjælpe, hvis ikke du selv vil.
Det er et essentielt valg, DU er nødt til at tage.
Hvis du vil tale med mig, er du velkommen til at skrive til mig, på min ene blog. www.escapemyfatee.tumblr.com - det er ikke for at få reklame, det er fordi jeg ved, hvordan det er at tale med folk face2face, og det er endnu sværere, hvis ikke de kan sætte sig ind i din situation.
Jeg er her til at lytte, give råd, og hjælpe dig. Du er smuk.

Skriv din livsfortælling

Du kan også få din egen livsfortælling med på Hope. Læs mere om, hvad du skal gøre for at komme med.

Læs mere

Tilbage