Følte jeg var omringet af "falske" mennesker

Tilbage

Min mor døde da jeg var otte år.
Jeg forstod det ikke så godt dengang, jeg græd aldrig eller noget.
tænkte ikke meget på hende.. jeg tror jeg gemte hende meget væk.
På trods af at hun var verdens bedste mor.

Da jeg kom i teenagealderen ( omkring de 14 år) så begyndte jeg at tænke meget over tingene, jeg fandt ud af at jeg manglede noget i mit liv, jeg savnede noget, jeg kunne bare íkke finde ud af hvad det var?
En dag gik det jo så op for mig at jeg savnede min mor rigtig meget.
Jeg kan tydeligt huske den aften det gik virkelig op for mig, jeg kan tydeligt huske at jeg græd som jeg aldrig havde grædt før.
Derefter begyndte mange ting at gå skævt for mig.
Min far fik en kæreste som der ikke var min kop the, og hun skulle altid kritisere og var meget negativ ( noget som jeg bare ikke lige havde brug for på det tidspunkt ) samtidig fik jeg mig en klasselærer som var negativ og ikke bryd sig om mig.
Jeg syntes på det tidspunkt at jeg levede et meget træls liv, jeg følte jeg var omringet af \"falske\" mennesker hele tiden.. ...

Jeg havde en veninde der havde skåret i sig selv en enkelt gang, og jeg syntes selvfølgelig det var dumt gjort af hende, på det tidspunkt vidste jeg så ikke at der rent faktisk ikke ville gå særlig lang tid før jeg selv ville sidde og gøre det ... men det skete, og jeg følte mig SÅ LETTET OG FRI FRA PROBLEMER!
I det mindste i ca fem minnutters tid, så var det hele noget lort igen !
Det begyndte at blive slemt, jeg gjorde det hver dag. og op til flere gange hver dag! jeg følte mig afhængig på en måde !
Efter meget lang tid med cutting og dårlig trivsel og selvtillid så sagde en stemme dybt indeni mig selv heldigvis STOP !
Jeg kom endelig ud med det til nogle få mennesker i mit liv.
Derefter gik tiden med psykolog besøg, et selvmords forsøg (indtog en masse piller) indlæggelse i to uger.

Efter selvmords forsøget slog min far og hans kæreste op.
Hun mente det var hans skyld at jeg var endt der hvor jeg var endt i mit liv.
Og det gad han selvfølgelig ikke finde sig i.
Efter jeg var indlagt. tog mig, min far, og store bror, og storesøster (begge voksne og bor ikke hjemme) på en dejlig ferie i tyrkiet, det var rigtig rart og jeg nød det rigtig meget !
Kort tid efter jeg var kommet hjem fra ferien, mødte jeg min nuværende kæreste, som jeg nu har været sammen med i godt og vel snart to år.. han ændrede virkelig mit liv, han kom ind på det præcis rigtige tidspunkt i mit liv ! .... ....

Meeeen da mit liv var ved at køre nogenlunde på skinner, så gik min fars liv i stå.
Han ejede et firma der gik konkurs, han skyldte mange penge væk !
Derefter begyndte han at drikke lidt. ( jeg tænkte det er da meget normalt ) men han drak mere og mere ... idag kan jeg slet ikke kende ham mere .
Han har ikke styr på noget som helst.
Han passer sit arbejde, men når han kommer hjem så drikker han sig fuld.
Han er meget indelukket når han endelig er ædru, og er ikke særlig snaksaglig, men når han så er fuld, så snakker han skam og der gider jeg jo overhovedet ikke at hører på ham !!!
Jeg er blevet rigtig kold overfor ham, jeg kan ikke KLARE ham han gør mig så vred !
Han har selvfølgelig ikke indset at rent faktisk er alkoholiker og det vil han heller ikke indse.
Mig, min søster og bror, har prøvet at hjælpe ham meget og snakket om at han skal stoppe eller søge hjælp.
Men enten benægtede han at han har et problem eller også lovede han at stoppe men det var jo selvfølgelig bare tomme ord !
Det er kun mig og ham herhjemme, vi bor under samme tag men snakker stort set aldrig sammen.
Jeg klarer mig selv, og sørger for at få mad og drikke andre steder, for det sørger han stort set ikke for.
Og hvis der endelig er noget mad i huset så kan jeg ikke spise det fordi det er så ulækkert og beskidt herhjemme, så jeg får bare kvalme !
Han lover ting som ikke kan holdes, og det kan jeg ikke fordrage ! min søster og bror har sagt til mig at jeg skal tage ind på kommunen og snakke med min socialrådgiver om at få et andet sted at bo.
Det vil jeg gøre. og jeg kan ikke vente til at jeg har fået det gjort det bliver skønt. ...
Jeg er nået til en grænse hvor jeg siger stop, jeg kan ikke mere, jeg har opgivet ham.

 

Skriv din livsfortælling

Du kan også få din egen livsfortælling med på Hope. Læs mere om, hvad du skal gøre for at komme med.

Læs mere

Tilbage