Jeg skulle til mange psykologer

Tilbage

hej...
jaeh det er svært at skrive det hele ned da der er meget... men prøver så godt jeg kan.

Min biologiske far har fra jeg var 4 år misbrugt mig seksuelt.
han har lavet stipteas med mine barbie dukker, han har voldtaget mig.
Og når jeg skulle i bad skulle han altid med og jeg måtte ikke engang gå alene på toilet.
Min mor vidste ikke noget da jeg ikke turde sige det til nogle som helst.
Hun arbejde som social og sundhedsmedhjælper om aftenen og om dagen sov hun ellers var hun der bare ikke.
Jeg kan ikke huske min mor overhovedet når jeg tænker på min barndom og det er meget uhyggeligt og har tænkt meget over om hun nu var min mor.
For jeg kunne jo ikke huske hende ?
Jeg er dog over de tanker nu men det skræmmer mig stadigvæk at jeg ikke kan huske min egen mor !

Da jeg startede i børnehave fik jeg en veninde.
Hun var min bedste veninde men har desværre ikke kontakt til hende mere da jeg er flyttet far min far.
Jeg har også to brødre- en storebror og en lillebror.
De blev dog ikke misbrugt seksuelt men min storebror så dog at min far bankede min mor.

Min mor og far skulle engang til julefrokost hos min farmor og farfar og vi børn var ikke med.
Min far blev meget fuld-han har (havde) alkohol problemer men den aften gik det for vildt.
Da de var kommet hjem til os selv skete det.
Min storbror vågnede ved min mor skreg.
Han gik ud i gangen for at se hvad der var.
Min mor lå på gulvet og min far stod og sparkede hende i maven.
Min storebror begyndte at græde og skrige.
Min far opdagede ham og gik sin vej.
Min storbror løb han til min mor og hjalp hende op men min mor sagde at han bare skulle gå i seng igen.
Næste dag fortalte min storbror det hele og jeg kan stadig huske det blik han havde i øjne da han sagde det.

Der gik et par år og så blev min lillebror født.
Da han var omkring 3 år havde min mor ham på armen og var på vej til at gå ned at vores trappe da min far skubbede hende.
Hun faldt ned og det samme gjorder min lillebror.
Nu er min mor meget syg og lægerne ved ikke hvad det er hun fejler men min mor og jeg tror begge to at det er min fars skyld da han slog hende og sparkede hende.

Da vi blev lidt ældre blev mine forældre skilt men vi var stadig nede ved min far i weekenderne og det skabte problemer.
Jeg kan tydligt huske en aften hvor min far og mine to brødre stod ved min fars telefon og kaldte på mig.
Jeg kom hen til dem og spurgte hvad jeg skulle.
Mine brødre var kede af det.
Jeg skulle ringe til min mor og sige hun var en luder og kælling og alt muligt.
Jeg ville ikke men vidste godt hvad der ville ske hvis jeg ikke gjorder det. så jeg tog røret og ringede.
Min mor tog røret og kunne høre der var noget i vejen.
Jeg sagde hun var en luder og hun begyndte at græde.
Hun spurgte om min far var der. og jeg sagde ja.
Hun sagde at hun godt vidste at det ikke var noget jeg havde fundet på og at jeg bare skulle gøre som han sagde og at vi snart skulle hjem og så snakkede vi om det der.
Jeg gjorder som hun sagde og da jeg havde lagt på, løb jeg ind på mit værelse og begyndte at græde.
Jeg var 8-9 år der og forstod at jeg havde gjort noget jeg aldrig ville glemme eller tilgive mig selv for.
Den aften ville min far ha´ noget.
Jeg var meget ked og ville derfor ikke (det ville jeg heller ikke de andre gange!) så jeg lagde mig under dynen og sagde han skulle gå.
Tror det var første gang han gjorder noget jeg havde sagt.
Den aften var jeg meget ked og lagde og tænkte på hvor en dårlig datter jeg var.
Næste dag skulle vi hjem til mor og min stedfar.
Jeg glædet mig til at komme hjem til mor og sige undskyld for det jeg havde sagt til hende.
Da vi kom hjem snakkede mig og mor meget om det og jeg havde det meget bedre med mig selv.

Tiden gik og da jeg blev ti år kunne jeg ikke holde til mere fra min fars side.
Så dagen inden vi skulle ned til min far sagde jeg til min mor at jeg havde noget at sige om far.
Hun sprugte hvad det var men jeg kunne ikke sige noget for min far havde truet mig på livet flere gange hvis jeg sagde det.
Hun kiggede på mig og jeg græd.
Hun spurgte om han havde gjort noget ved mig og jeg nikkede. Hun begyndte også at græde og satte sig ned ved siden af mig.
Hun spurgte om han havde rørt ved mig og jeg græd og lagde mig ind til hende og sagde ja.
Jeg kunne mærke hun græd mere og kunne mærke hendes tåre ramme mit hår.
Vi sad i lang tid og bare græd.
Vi sagde ikke så meget vi krammede bare.
Efter noget tid sagde hun at hun blev nød til at sige det min stedfar.
Jeg blev bange og skreg nej.
Hun måtte ikke sige det til nogle for jeg ville bare blive dræbt af min far.
Hun beroligede mig og sagde at der ikke skete noget.
Hun gik ned og sagde det og de kom begge op og vi snakkede om det.
Min mor var meget ked af det og sur over hun ikke havde fundet ud af det noget før.
Jeg sagde det ikke var hendes skyld og at jeg ikke turde sige det før nu.
Næste dag skulle vi ikke ned til min far alligevel.
Og det var sidste gang jeg så ham.
Jeg skulle til mange psykologer men kunne ikke åbne mig op for nogle.
Skulle også til undersøgelser for at se om jeg var gravid.
Det var jeg ikke.
Men min jomfruhinde er rørt.
Jeg fik ikke taget alle mine prøver mangler stadig ca.3 men vil ikke have dem taget da det er det mest ubehaglige jeg nogensinde har prøvet.

Min mor begyndte at blive alvorlig syg og det tog hårdt på mig da hun virkelig var det vigtigeste i mit liv (det er hun stadig).
Jeg fik en psykolog sidste år som jeg kan snakke med.
Både om mors sygdom og min far.
Går også i en klub- Ådalen hvor der går andre unge med problemer.
Jeg snakker ikke så meget om min far med min mor mere da hun nok er lidt træt af at han har ødelagt det hele.
For han har ødelagt mit sexliv og det gør mig sur da jeg gerne vil være mor engang men er bange for jeg ikke kan efter det med min far.

Det var vist det meste af min livshistorie.
Mine brødre og mig har stadig ikke kontakt til min far men min storbror har sendt en brev til min far hvor han skriver at han aldrig skal røre mig igen for så kommer han og smadre ham.
Det varmede at han har/havde det sådan da min storebror og jeg ikke rigtigt har et forhold.
Han er altid sur på mig og det såre mig da jeg er begyndt at tro at han ikke mente det han skrev selvom jeg godt ved han har lyst til at slå ham ihjel.
Men det har jeg godt nok også lyst til men gider ikke have at han skal ødelægge alt når han ikke engang er her.

Men det var det .
Dejligt at få sagt...
Håber i vil læse det og prøve at forstå hvor svært min familie har haft det.

Mange hilsner Simone

 

Skriv din livsfortælling

Du kan også få din egen livsfortælling med på Hope. Læs mere om, hvad du skal gøre for at komme med.

Læs mere

Tilbage