MiaChristina's livsfortælling

Tilbage

Jeg er en kvinde på 25 år.
Min far er alkoholiker og har været det siden jeg var helt lille.
Jeg har dog aldrig set ham som alkoholiker før min veninde fortalte om at hun kan huske der altid var øl i vores køleskab.
Det var bare normalt for mig og mine to brødre.

Min far har aldrig været der følelsesmæssigt.
Han har aldrig skiftet ble på mig eller mine brødre da vi var babyer.
Aldrig givet os mad og kærlighed.
Aldrig været til skolesamtaler.
Aldrig været der for noget.

Da jeg gik i 6-7 klasse begyndte jeg at blive mobbet.
Jeg havde mange bumser og var usikker.
Jeg blev mere og mere usikker.
I 6 og 7 klasse græd jeg tit i skolen og mistede alle mine veninder.
Da jeg kom hjem fra skolen lukkede jeg mig inde på mit værelse

Det eneste jeg kan huske fra min barndom idag er små glimt.
Kan huske jeg var træt af mit liv og kan huske den "hule" jeg levede i for mig selv på mit værelse.
Vi flyttede og jeg kom i en anden klasse i 8-9.
Jeg var nedbrudt og havde ingen selvværd.

Jeg begyndte at mødes med fyre og det var nyt og spændene.
Jeg mødte en fyr jeg blev glad for.
I starten kunne jeg ikke engang give ham et knus når vi mødtes. Jeg kunne ikke det med nærhed.
Det pinte mig.
Han var udlænding og han var vild med mig.
Han var meget påtrængende og pressede mig rimelig meget til mange ting.
Det korte af det lange var at jeg efter 1 år åbnede mig for ham. Forholdet endte i vold og jeg fik det ikke just bedre.
Men jeg elskede ham og følte han var den eneste der egentlig elskede mig.
Derfor blev jeg hos ham.

Min mor har altid været der for mig.
Men i den tid hun var sammen med min far har hun lukket sig ned følelsesmæssigt.
Jeg kan ikke huske min mor eller far har sagt de elsker mig før. Idag snakker jeg stadig med min eks der var voldig.
Vi har været sammen on/off fra jeg var 15 til i dag hvor jeg er 25. Jeg ønskede alt med ham, men vi passede slet ikke sammen.
Han er ikke længere voldig.
Men jeg ser ham uden mine veninder eller familie ved det.
Vi gik officielt fra hinanden igen for et halvt år siden da vi ikke har nogen fremtid sammen.
Men jeg har aldrig kunne slippe ham helt.
Han var en slags redning da jeg mødte ham.
En redning fra de forrige problemer jeg havde.
Han gav mig en slags tryghed, selvom han mest var skadelig for mig.

I dag synes jeg ikke jeg har det bedre med mit selvværd selvom jeg har kæmpet for at få det bedre.
Jeg har tit et følsomt kaos i hovedet og sammenligner mig med mine veninder og andre.
Jeg føler mig ikke komplet.
Jeg har svært ved at binde mig til en fyr.
Det jeg ønsker mig mest er at skabe en familie.
Men det eneste jeg ser hos en potentiel kæreste er fejl.
Jeg ved stadig ikke i dag hvordan en "normal" familie er.
Hvordan jeg ville have udviklet mig hvis jeg havde vokset op i en normal familie.
Jeg er tit træt af livet og har svært ved at finde gejsten.
Jeg lider af dårlig selvværd, social forbi og negative tanker og tænker ikke jeg nogensinde kan få det godt med mig selv for det har jeg aldrig haft.
Jeg har fået hjælp af psykolog, været til et socialforbi kursus og har kort været på lykkepiller.
Intet har hjulpet det mindste.

Min mor er i dag 48 år og har kæmpet for at få det bedre med sig selv hele hendes liv.
Jeg kan ikke lade være med at sammenligne mig lidt med min mor og se at jeg har meget at kæmpe med ligesom hun har, bare på en anden måde.
Det værste af det hele er den manglende nærhed samt den manglende kærlighed der ikke har eksisteret i vores familie.
Min mor virker helt normal udadtil og jeg kan da også idag snakke med hende om alt.
Men jeg føler alligevel en afstand til hende.
Hun har haft svært ved sine følelser og min far har aldrig vist nogen som helst kærlighed til mig og mine brødre.
Dette medføre at jeg idag kæmper for at få styr på mig selv, men det er sgu svært.
Jeg har det svært med at tage en uddannelse eller have et arbejde.
Jeg klare det, men jeg har det elendigt.
Jeg kan ikke være særlig social.
Og jeg har svært ved at holde på en fyr.

Udadtil holder jeg en facade.
Jeg har nogle gode veninder og har kontakt til min mor som bor med hendes nye mand og har kontakt til min far som er pensionist.
Mine brødre bor i andre byer.
Jeg læser som selv-studie i dag for at komme ind på sygeplejeskolen.
Udadtil ved folk ikke jeg har det som jeg har det.
Jeg siger altid jeg har det godt og jeg vil ikke virke svag eller anderledes end andre.
Det er svært at holde denne facade, men tror det er bedst sådan, for ellers vil folk se mig på en anden måde.
Og er der noget jeg ikke vil, så er det at folk behandler mig mere forsigtigt og tager "hensyn" til mig.
Jeg vil bare behandles som normal.
Derfor er jeg også nød til at virke normal.

 

Skriv din livsfortælling

Du kan også få din egen livsfortælling med på Hope. Læs mere om, hvad du skal gøre for at komme med.

Læs mere

Tilbage