Mette's livsfortælling

Tilbage

Jeg er en pige på 18 år, der har en far der drikker en del.
Når jeg har veninder på besøg siger de, ej det er da ikke så slemt, men når man har levet med det hele sit liv, og ved han tit drikker - hverdag, så har man svært ved at se på ham med deres øjne,
hvis han den ene dag de er der, ikke har drukket ret meget.
Det har været meget svært for mig de sidste tre år, da der er sket en masse andet oveni at han drikker, som har gjort at jeg har været langt ude, med bla. selvmords tanker, og at skære i mig selv.
Det har ikke været let at jeg ikke har kunnet snakke med ham om det, og min mor tør jeg heller ikke snakke med.
Mine forældre er noget der betyder utrolig meget for mig, selvom jeg har det lidt svært med dem, og jeg er rigtig bange for at miste min far.
Han har haft 4-5 blodpropper i hjernen + en hjerneblødning og nu er han begyndt at have nogen problemer med sin lever. blodpropperne er 6-7 år siden, men jeg husker det tydeligt og det har også gjort at han er førtidspensionist og derfor bare drikker mere.
Jeg har en underlig følelse af at hade og elske ham på samme tid.

Jeg har haft det lidt svært de sidste 2-3 år, men er ved at være kommet ovenpå.
Jeg har nogle fantastiske veninder der hjælper og støtter mig rigtig meget, og min mor gør også utrolig meget for at prøve at hjælpe mig så godt som muligt, dog har jeg det med at diskutere med hende, og dette kan også være omkring min far.
Sidste diskussion om ham er kun en uge siden, og der fik jeg at vide at han havde drukket i 30 år, det var jeg slet ikke klar over, og synes det var lidt hårdt at få at vide. 
Dog prøver jeg på at klare det hele for tiden, og måske er det en måde at flygte fra problemerne på, men tilbringer utrolig meget tid hjemme ved min dejlige kæreste, som betyder rigtig meget, og selvom vi ikke har været sammen så længe, har han fået mig til at indse at man sagtens kan have en god familie og jeg er super glad for at være så meget hjemme ved ham.
Måske flygter jeg bare der hjem for ikke at opleve min far så meget, men jeg føler det er okay lige nu, for jeg har forsøgt i mange år at få sagt at han skal tage sig sammen og få hjælp, men han vil ikke, så nu føler jeg bare ikke jeg kan gøre mere, jeg må bare prøve at acceptere at han drikker og håbe på jeg får lov til at beholde ham længe endnu.
Jeg er kun en pige på 18 år, jeg synes ikke jeg kan gøre mere når han ikke selv vil have hjælp.
Jeg synes det er en svært situation, og selvom jeg er kommet lidt ovenpå nu, kan der stadig være dage hvor jeg bare ville ønske alt var bedre og anderledes, men når jeg så tænker mig om, jamen så ville jeg jo ikke være mig og mit liv ikke være det liv jeg kender.
Mit liv er sådan her og jeg må vel prøve at få det bedste ud af det, og selvom man indimellem har lyst til at smide alt og bare opgive livet, så må man tænke på de positive sider og alle dem omkring en der trods alt betyder meget for en, og prøve at leve med de trælse ting.
Man skal aldrig give op har jeg lært, man må kæmpe for at have det godt.
Livet er ikke en leg, det ved jeg.
Men det kan blive bedre med tiden, hvis man selv kæmper for det og virkelig ønsker det.
Far jeg elsker dig for fanden på trods af det skide alkohol :\'( <3

Skriv din livsfortælling

Du kan også få din egen livsfortælling med på Hope. Læs mere om, hvad du skal gøre for at komme med.

Læs mere

Tilbage