Min far ødelagde mig

Tilbage

Min far ødelagde mig.
Hvem er jeg nu?

Det spørgsmål stiller jeg mig selv, hver dag nu.
Men har intet svar.
Min far er alkoholiker og har været det hele mit liv.
Mine forældre blev skilt da jeg var 1 år, og flyttede op til far da jeg var 10, og flyttede først igen da jeg var 15.
Jeg havde i mine år haft en drøm om, at bo oppe hos min far, og min første sætning var faktisk \"Bo oppe farmand.\"
Besøgte far regelmæssigt, hver anden weekend i de 10 år jeg boede hos mor, og jeg syntes altid at man måtte mere hos far, end hos mor. (Og det var der selvfølgelig en forklaring på. Far var aldrig hjemme.)
Mor prøvede godt at advare mig, men jeg havde besluttet mig!!!
I starten syntes jeg det gik så godt.
Det var dejligt endelig at bo hos far, og kunne være sammen med alle mine gode venner, i stedet kun for, hver anden weekend. Syntes også altid at jeg fik, hvad jeg pejede på da jeg kom på weekend, og det var jo kun en ekstra gulerod.
.....Pludselig begyndte al ting at ændre sig!
Har var ikke særlig meget hjemme, og når han endelig va hjemme, var han fuld.
Jeg tog det ikke rigtig til mig i starten, men efterhånden som jeg blev ældre, fattede jeg ligesom, hvad det egentlig var der foregik. Far hade et problem med alkohol!
Han begyndte også og skælde mig ud, og det var mest af uden grund.
Han var så gal på min mor fordi hun forlod ham, så tit blev jeg sammenlignet med, hvor meget han hadet hende. \"Du er ligeså dum som din mor.
Lige så grim som hende.
Tag hende i hånden, hun duer heller ikke til en skid.\"
Når jeg så sagde fra fik jeg af vide \"Så skrub hjem til din mor. den å******* K******.
Men, hvis du går ud af den dør, skal du aldrig komme tilbage.\"
Samtidig med det, truede han med at tage livet af sig selv, hvis jeg forlod ham...
Så det gjorde jeg selvfølgelig ikke.
Alt blev bare værre og værre med tiden synes jeg.
Virkelig ubehagelige situationer der opstod, og forfærdelige skænderier som jeg aldrig glemmer.
Rollerne blev byttet rundt, så det til sidst var mig der var den voksne og far der var barnet.
Jeg overtog langsom de fleste gøremål i hjemmet, fordi far enten ikke var hjemme, ellers fordi han var så fuld at han ikke kunne selv.
Jeg passede tit far, for at sørge for at han kom ordentligt i seng, fik sine piller osv.
Sad sågar nogle nætter på senge kanten når han sov, for at tjekke om han nu stadig trak vejret fordi jeg var bange for, at han skulle dø.
Langsom handlede alt om far, og jeg glemte mig selv.
Alle mine behov blev til side sat, og blev meget hurtig voksen.
Sommeren 2003, gik alt galt. Vi var på ferie i jylland i et sommerhus, og der brød helvede løs.
Jeg var så følelses ødelagt, og viste stort set kun at jeg hed Helena.
Jeg måtte væk!!!!!
Kom på weekend hos mor ugen efter vi kom hjem, og om søndagen da jeg skull hjem igen, der brød jeg sammen ude i gangen og græd \"Jeg vil ikke hjem!\"
Alt blev sat i gang, så jeg ku få mine ting hjem til mor, og så jeg hurtigt kunne skifte skole.
Far blev så gal, og ved ikke om han nogensinde har tilgivet mig.\'
Han drikker stadigvæk den dag i dag, og vores forhold vil altid forblive trykkende.
Jeg tilgiver ham aldrig!
Han ringer stadig til mig i en brandert sommetider og lukker en masse l*** ud, for at give mig dårlig samvittighed, og det lykkedes ham, hver gang.
Jeg lider i dag af identitets problemer, og har stadig ikke fundet ud af, hvem Helena er.
Er staret til psykolog nu, 6 år efter, for jeg kan ikke leve sådan her længere.
Jeg er selv blevet mor, og har en faktisk forlovede som støtter mig i tykt og tyndt.
Jeg har indset nu, at far aldrig holder op med at drikke, så nu må jeg finde en måde og komme videre på.
Enten må jeg skærer ham helt fra, ellers må jeg acceptere at sådan er han bare.
Jeg ved det stadig ikke, men håber jeg kan finde hjælp til at finde ud af det.
Jeg elsker min far, trods alt, og er så bange for, hvornår det lykkedes ham, at drikke sig selv ihjel.

Hilsen Helena

Skriv din livsfortælling

Du kan også få din egen livsfortælling med på Hope. Læs mere om, hvad du skal gøre for at komme med.

Læs mere

Tilbage