Kom i gang med gratis alkoholbehandling

Svend Erik, 47 år, Pårørende

Tilbage

Svend Erik's livsfortælling er fra bogen: Børn af alkoholikere.
Udgivet af: Kroghs Forlag A/S

De dybe sorte huller

Vi stillede en aften vores mor overfor et ultimatum.
Hvis ikke hun lod sig behandle efter Minnesota-modellen på et behandlingssted i Nordsjælland, så havde vi ikke lyst til at se hende mere!
Efter en barndom og ungdom, hvor vi fire børn havde fået et forkvaklet følelsesliv på grund af vores mors pille- og alkoholmisbrug, så var vi blevet totalt kolde i røven alle sammen.
Bægeret var flydt over.
Min lillebror Nicolai havde mødt og talt med en af sine kammeraters mor, der var blevet tørlagt med succes, så vi var alle fire enige om at give vores mor et ultimatum: „Bliv ædru, eller du ser aldrig dine børn mere.
“ Mor grinede i starten, hun fattede vist ikke helt, hvad vi mente.
Men da dagen kom, hvor vi skulle op på behandlingshjemmet med hende, sagde hun, at hun ville gøre det „for vores skyld“.
Alting var nemlig andres „skyld“ – ikke hendes egen.
Sådan havde det altid været med vores mor.
Vi tre drenge kørte mor derop.
Det var en meget underlig fornemmelse, at vi sådan skulle aflevere vores mor til nogle fremmede mennesker.
Hun stod dér som en fjortenårig skolepige med sin lille taske i hånden.
Så kom medarbejderne, gav hende en lille blå pille, og vi smed ansvaret fra os.
De ansatte tog over, og vi vinkede farvel og kørte tilbage til København igen.
I bilen på vej hjem havde vi det alle tre meget underligt.
Vi havde anbragt vores mor et sted for Gud ved hvilken gang.
Før havde vi kørt hende til psykiatrisk afdeling eller på nervesanatorium.
Jeg var da lidt i tvivl om, det nu var det rigtige, vi havde gjort.
Det viste det sig heldigvis senere at være.

Ingen selvtillid

Jeg er nummer to ud af fire børn, og min selvtillid har, lige så længe jeg kan huske tilbage, altid kunnet ligge på det yderste af en fingernegl.
Jeg havde det svært i skolen, var ukoncentreret, havde altid et hav af fejl i mine opgaver, og jeg turde aldrig række hånden op i timerne af angst for, at jeg skulle svare forkert.
Jeg bildte mig selv ind, at jeg ikke duede til noget.
Jeg var totalt usikker i alle sammenhænge og mente, at jeg måtte være dum i hovedet.
Jeg inviterede aldrig nogen kammerater med hjem, for jeg vidste aldrig, hvordan min mor ville opføre sig.
På overfladen var vi en fin familie med stort hus, to biler, renvaskede børn og godt med penge.
Vi gjorde alt det rigtige set udefra.
Jeg dyrkede sejlsport og stod på ski – og jeg var god til det, men jeg kunne aldrig rigtig føle glæde ved nogen ting.
Selv om jeg allerede som fjortenårig to gange havde vundet Danmarksmesterskabet i sejlsport, så var jeg slet ikke stolt af det eller fik bare en anelse selvtillid ud af mine anstrengelser.
Men jeg var sikker på en ting: Jeg kunne ikke holde ud at være derhjemme, så jeg flygtede faktisk ind i min sport og trænede fem til seks timer om dagen.
Sejladsen blev min redningsplanke.
Når jeg kom hjem om dagen, var min mor ofte påvirket, aggressiv og ubehagelig, og så lagde jeg hende ind i seng og begyndte at lave aftensmad til mine søskende.
Så kom min far hjem fra kontoret, og vi spiste i tavshed.
Det var nemlig forbudt at grine ved bordet.
Det var som om, at det var forbudt at være glad.

Væk hjemmefra

Da jeg var 16 år og havde fået min realeksamen, fik jeg mulighed for at komme til Australien.
Først var jeg dæksdreng på et skib, som skulle sejle fra Landskrona. Men det gik imidlertid i stykker, så jeg kom kun til Hamburg.
Alle ombord blev sendt til Kuwait, hvor rederiet havde et andet skib liggende.
Her fungerede jeg som styrmandsaspirant og kom omsider til Australien.
Men ingen derude anede, at jeg kom, intet var tjekket af min far på forhånd, men jeg blev da modtaget pænt og var derude i tre måneder.
Meningen var, at jeg skulle have været væk i et år, men det blev så kun til de tre måneder.
I lufthavnen blev jeg modtaget af hele familien.
Jeg havde sådan glædet mig til at se de andre, men allerede da vi var nået halvvejs hjem til Klampenborg, tænkte jeg i bilen: åh, lad mig komme afsted igen.
Jeg havde glemt eller fortrængt den utrygge atmosfære, som var i mit hjem og især mellem mine forældre.
Vores far magtede ikke at gøre noget ved det – han flygtede ind i sit arbejde, men vi børn kunne jo ikke flygte helt væk endnu.
Min mor opførte sig fuldstændig sindssygt.
Hun kunne finde på at beskylde os børn for de mest uhyggelige ting – al hendes dårligdom kom altid til at gå ud over noget.
Vi kunne blive beskyldt for det mest utrolige.
Min far flygtede også.
De blev skilt på grund af disharmoni, og så gik det først helt ad helvede til med min mor.
Jeg flyttede hjemmefra og boede sammen med min ene bror, og det er et under, at jeg efter flere forsøg fik min studentereksamen, men jeg fik den, selv om jeg i dag ikke fatter, hvordan jeg gjorde det.
Her spiller min udprægede stædighed nok ind.
Den stædighed, som har gjort, at jeg ikke endte mit liv som alkoholiker eller junkie selv.
Når vi skulle være sammen med vores mor, så havde jeg det i mange år sådan, at jeg ikke engang gad at give hende et kys på kinden, jeg syntes, at hun var et rædselsfuldt menneske.
Hun svinede stadig alt og alle til, når hun havde drukket.
Jeg var vred på hende.
Vi burde have holdt os langt væk og koncentreret os om vores eget liv, men det er svært.
På trods af alt det lort vi fik i hovedet, gik der frygtelig mange år, før vi fik hul på den dårlige cirkel.
Vi hjalp faktisk mor med at blive i misbruget ved at samle hende op gang på gang.

Flere depressioner

Jeg har, før jeg selv kom i behandling, altid haft en hård, smertende klump i maven og følt, at jeg bar rundt på en hamrende tung rygsæk.
Det dér med rigtig at føle, har jeg haft det meget svært med.
Mit tikkeværk, som jeg kalder min følelser, har jeg været mange år om at finde ind til.
Når jeg så på en pige, så jeg på hende med mine øjne, ikke med hjertet.
Jeg boede sammen med en pige i ti år.
Hun ville gerne giftes og have børn, men det turde jeg bestemt ikke binde an med.
Jeg følte mig 80 trængt op i krog.
Jeg turde ikke tage det ansvar, det er, at sætte børn i verden og binde mig.
Hun forlod mig i 1989, og jeg gik for første gang helt ned under gulvbrædderne.
På det tidspunkt var jeg allerede begyndt i terapi.
Og jeg fik en masse ud af det intellektuelt, men kunne ikke føle mig selv inderst inde.
I 1994 havde jeg haft min første alvorlige depression.
Jeg havde haft det mange gange før uden at vide, hvad det var, og det er fandeme belastende og gør ondt på dig selv og dine nærmeste.
Jeg indlagde mig selv, for jeg var bange for, hvad jeg kunne finde på at gøre ved mig selv.
Jeg gik op på hospitalet, slap tøjlerne og kom i behandling. J
eg var indlagt i fire måneder og var i efterbehandling fire måneder yderligere.
Siden har jeg haft otte – ni depressioner og har forsøgt at finde ind til mig selv via både gruppeterapi, enkeltterapi, medicin og alt muligt andet.
Selv om jeg havde boet sammen med min kæreste i ti år, så kunne jeg stadig ikke mærke dybt inde i mig selv, at jeg virkelig elskede hende.
Rent seksuelt kunne jeg heller ikke give mig selv hen.
Jeg kunne ikke give slip.
Jeg kunne alt det tekniske, var nærmest mekanisk når vi gik i seng sammen.
Jeg var bestemt ikke nogen god kæreste.
Jeg kunne gå i sort i tre til fire dage, hvor jeg bare lå i min seng med dynen trukket godt op over hovedet.
Jeg havde ingen fremtidsdrømme, ingen visioner for, hvad jeg ville med mit liv.
Men jeg forsøgte ihærdigt.

Ingen tro på ros

Jeg har ellers fået mange skulderklap undervejs, og jeg havde fået storhedsvanvid, hvis jeg havde været et andet menneske, men jeg var ikke i stand til at modtage ros.
For eksempel kom jeg ind på Akademiet for at læse til arkitekt.
Jeg havde masser af ideer, og jeg blev rost for mit designtalent.
Lærerne var overbeviste om, at jeg ville blive en god arkitekt.
Men jeg troede jo ikke selv på det.
Jeg sprang fra flere gange, men blev hentet tilbage, jeg fik dog aldrig uddannelsen.
Jeg vandt stadig alverdens kapsejladser, jeg solgte ski, jeg solgte sejldug og fik tilbud om at komme med i et firma.
Men jeg turde ikke sige ja til jobbet, min selvtillid var stadig i bund, så jeg kunne da ikke gå rundt og overbevise folk om, at de skulle købe mine produkter, vel?
Mens jeg sprang fra det ene til det andet, så fortsatte min mor sin deroute.
Hun fik en ligeså fordrukken kæreste, og de raserede gang på gang hendes lejlighed.
Mor ringede ofte til en af os, når hun var helt ude at skide.
Og så kom vi børn troligt og ryddede op efter hende og fik hende indlagt.
Jeg reparerede så som sædvanligt den dørkarm, som Falckfolkene havde ødelagt, da de skulle bryde ind og hente vores bevidstløse mor.

At mærke livet

Da min eks-kæreste var forsvundet helt, kunne jeg pludselig mærke inderst inde, at jeg elskede hende.
Det var første gang, der kom hul igennem til mine følelser.
Jeg kunne også pludselig mærke mine brødre og min søster.
Jeg kunne mærke, hvor vidunderlig naturen er og rigtig mærke, hvad jeg havde lyst til i alle mulige sammenhænge.
Jeg kunne mærke et kys – ikke bare teknisk set, men rigtig mærke det!
Jeg fik snerten af, at der manglede noget eksistentielt, som jeg måtte finde inde i mig selv.
Men jeg gik stadig jævnligt ned med flaget.
Jeg havde ingen base – ingen uddannelse, jeg rejste rundt i Frankrig, Østrig og Canada som skilærer.

Ændret tankegang

Vores far døde pludselig – det var før min mor kom i behandling.
Jeg kendte faktisk ikke min far sådan rigtigt.
Han havde ellers brugt meget tid på gennem min barndom at køre mig landet rundt til kapsejladser.
Men vi talte aldrig rigtigt sammen, selv om vi time efter time sad i bilen. Vi kunne kun tale om almindeligheder, han kunne ikke en gang finde på at sige til mig: „Svend Erik, se den Porsche dér – er den ikke også flot?“
Vores mors opførsel nævnte han aldrig med ét ord.
Efter jeg havde været indlagt på grund af depressioner flere gange, fandt jeg senere min egen måde til at få renset ud i min tankegang.
Via en forening som hedder „Foreningen til Mental Hygiejne“ fik jeg nogle redskaber, som jeg kunne bruge til at få ændret min forkvaklede adfærd.
Selv om jeg fik klarhed over en masse ting, så blev jeg ved med at ryge ned i de sorte huller, og jeg gik til lægen og blev henvist til en psykiater.
Jeg har altid været modstander af piller, især fordi min mor fyldte sig med Ketoganer og alverdens andre piller.
Men psykiateren mente, at jeg skulle prøve psykofarmaka i en periode og se, om det kunne være en hjælp for mig.
Så jeg prøvede nødtvungent.
Og det var nærmest et mirakel, må jeg indrømme.
Jeg kunne nu mærke mig selv igen, jeg kunne sige fra og til, og jeg kunne fortælle andre mennesker om mit brogede liv.
Nu kunne jeg leve i stedet for at tale om, hvorfor jeg ikke kunne leve …
Jeg følte, at mit arbejde med mig selv og de piller var med til at gøre mit liv 25 tons lettere.
Min mor døde efter at have været tørlagt i et år, og det var en stor lettelse for os alle sammen og for hende.
Der var ikke mere liv tilbage til hende. Heldigvis havde vi oplevet en ædru mor, og det gjorde, at vi efter hendes død nu kunne komme godt videre med vores egne liv.

Har fundet glæden

Og først efter hendes død og på grund af alt det jeg har arbejdet med mig selv, så har jeg kunnet tilgive hende med mit hjerte.
Jeg har fået hende placeret som mor, men jeg kan jo ikke fjerne alt det lort, som jeg oplevede gennem min barndom.
Men jeg er nu i stand til at vende det til noget positivt.
Jeg kunne lige så godt have været en ophøjet, overlegen gut med kæmpehus i Gentofte, børn og bil.
Eller jeg kunne have været fast patient på psykiatrisk afdeling.
Men jeg er meget glad for at være det menneske, som jeg er i dag.
I tolv år har jeg været ansat i SAS som steward og rejser verden rundt.
I tre år har jeg haft verdens sødeste kæreste, som har en skøn datter.
Jeg designer i min fritid og bygger om for venner og bekendte og bruger mine hænder til noget konstruktivt.
Jeg har for nylig købt en båd, som jeg går og sætter i stand.
Jeg bor i min egen lejlighed, og jeg har netop fået en ung hund, som jeg er ved at opdrage.
Mine søskende og jeg er igen ved at få et sammenhold op at stå.
Vi kan i dag være sammen uden at føle os stive og utilpasse.
Vi kan grine og græde sammen og får vendt og drejet vores forskellige opfattelser af vores barndom.
Vi har sluppet kontroladfærden, og ikke mindst: Jeg har lært at se mig selv i spejlet forfra, men har desuden lært, at jeg også skal se om på bagsiden, for der er en forklaring på alt i denne verden.

 

Skriv din livsfortælling

Du kan også få din egen livsfortælling med på Hope. Læs mere om, hvad du skal gøre for at komme med.

Læs mere

Tilbage