Kom i gang med gratis alkoholbehandling

Jannie, 41 år, Pårørende

Tilbage

Janni 2´s livsfortælling er fra bogen: Børn af alkoholikere.
Udgivet af: Kroghs Forlag A/S

Barnedrøm

Min far var god nok, men formåede simpelthen bare ikke at kæmpe sig vej ud af alkoholens helvede.
Jeg er med tiden blevet overbevist om, at der aldrig har været noget som helst ondsindet bag min fars handlinger og „mærkelige adfærd“, men det er et absolut faktum, at børn og alkoholikere slet ikke går hånd i hanke.
Alkoholen vinder over kærligheden – desværre – og så kan kærligheden være nok så stor.
Det vidste jeg bare ikke, da jeg var lille.

Fra bakketop til kulkælder

Far kom, Far gik og Far døde.
Sådan husker jeg en stor del af min barndom.
Turbulent og indimellem helt surrealistisk.
Det værste var uvisheden og angsten for, hvad der mon skete, og hvordan dagen i morgen ville blive.
Det kunne man aldrig rigtig vide sig sikker på.
Jeg måtte tage tingene, som de kom og så ellers lære at stikke en finger i jorden og fornemme stemningen omkring mig.
Derudfra vidste jeg så, om det var tid til at grine, græde, tale eller tie.
Alting skete så brat.
Pludselig skulle vi ud og så pludselig tilbage og så pludselig…
Erindringen er lidt tåget.
Jeg kan bare høre mor græde og voksne mennesker snakke lavt, nærmest hviskende, med nedtrykte og bange ansigter.
Der var uro.
Stemningen var sørgmodig og utryg.
Jeg forstod ikke, hvad de voksne talte om.
Men pludselig skulle vi ud i bilen og køres op til mormor og morfar.
Der var altid så trygt og varmt, men jeg var bekymret for mor og far, og jeg kunne jo ikke passe på dem, når jeg ikke var derhjemme.
Jeg husker det hele som værende så ekstremt. 
Enten sad vi alle på toppen af bakken og var rigtig „glade“, eller også rodede vi rundt i kulkælderen.
Himlen var helt blå eller helt grå.
Jeg mindes ikke nogen mellemvej, og jeg vidste ikke, hvornår solen kom og gik.
Jeg fulgte bare med, og jeg var bange hver gang, det tog en vending.
Jeg husker, når ambulancen holdt foran huset, og de uniformerede mænd hentede far på båren, mens jeg hang på mors arm, vinkede til far, stirrede på ambulancen der kørte bort, og væk var han.
Jeg græd og græd, var rædselsslagen for at miste ham og mindes stadig, hvordan jeg kiggede op på mor og spurgte, om det mon var min skyld?
Det forsikrede hun mig om, at det ikke var.
Men jeg troede alligevel ikke helt på det.
Far var syg, hvad var det dog for noget mærkeligt noget, han fejlede?
Jeg husker det, som om han blev kørt væk i ambulancen hver anden dag i alle de år, men måske er det kun sket tre gange.
I hvert fald har det gjort et umådeligt indtryk på mig.
Der var da ikke nogen af alle de andre fædre, der var syge ligesom far, så det kunne da ikke være helt normalt?
Når far sad oppe på loftet, så betød det, at han var blevet syg.
Jeg kunne ikke finde ud af, hvad han fejlede.
Jeg spurgte ham engang, mens han var syg.
Han kunne ikke svare på det, men hulkede og græd i stedet som et lille barn.
Det var ellers ikke sådan, far var.
Han var stor, stærk, rar og også lidt streng.
Hovedrengøring hver lørdag på slaget otte, aftensmad på slaget seks.
Når far var rask, var der ingen slinger i valsen.
Derfor var det også underligt, når han pludselig, ud i det blå, lå der med helt slappe lemmer, savl i skægget og lugtede af noget – for mig dengang – udefinerbart.
Lugten, eller nærmere stanken, var så ubehagelig og mindede mig igen og igen om, at far var syg.
Luften var så tung, som blev man slået omkuld i en giftsky.
Jeg lærte, at denne stank og de grønne flasker var tegn på, at helvedet skulle til at bryde løs igen.
Og så var det ligegyldigt, hvor rart vi havde haft det sammen dagen før.
Det gjaldt ikke mere, det hele.
Alt kunne vende på fem minutter.
Og jeg viste aldrig hvornår.
Det skete vist også, selvom jeg havde været virkelig sød og artig over for far.
Jeg legede med mine dukker og bamser på værelset.
En dag da far ikke var hjemme – han var på sygehuset – døbte jeg en af bamserne „Lille far“.
Jeg aede ham, puttede ham og læste højt.
Jeg trøstede ham og knugede ham 41 hårdt ind til mig, når han var ked af det.
Jeg gav ham dejlig mad og fortalte, hvor meget jeg holdt af ham.
Og efter et stykke tid blev „Lille far“ helt rask igen.
Det gav mig håb og fik mig til at tro, at jeg måske kunne gøre far rask og redde ham.
Og så skulle man jo selvfølgelig tro, at alt forvandlede sig til den rene lykke og harmoni, når far kom hjem fra sygehuset og var helt frisk og rask et stykke tid – det troede jeg i hvert fald.
Jeg troede stensikkert, at det var det eneste, der skulle til, for at vi kunne blive en god, lykkelig familie.
Ligesom alle de andre familier, med alle de andre fædre!
På overfladen: Jo, men indeni fik jeg en slem forskrækkelse.
Det blev jeg slet ikke mere lykkelig af.
Det var frygteligt og slet ikke bedre og mere trygt, end når far var syg – det var bare på en helt anden måde.
Nu måtte der pludselig ikke tales om noget.
Det var tid til at tie, og der blev ikke sagt noget, der bare i sin mindste betydning kunne hentyde til, at huset faktisk lige havde ligget i ruiner med resterne af hver vores sårede følelser oveni.
Ansigterne, lydene og stemningen var ligeså bedrøvet og tung.
Pludselig var alt så godt.
Far var blevet frisk og rask igen.
Nu skulle vi prøve at smile og glemme alt det, der gjorde ondt inden i, for far var tilbage med fuld musik, og vi andre måtte vige pladsen, så han kunne komme til.
Jeg hadede det.
Jeg følte mig svigtet og fuldstændig overset.
Det var takken man fik for at prøve at redde sin fars liv!
Den dag i dag afskyr jeg dårlig tavs stemning.
Kun den kvælende tomme lyd af dybt åndedræt, smasken og hjerner på fulde drøn bag den tavse facade.
Det gør ondt i hele min krop.
Hver eneste celle dirrer, og jeg føler mig fuldt og holdent ansvarlig for at få brudt isen.
Min kære fader døde for ti år siden – da jeg var fjorten – og han døde simpelthen af sin sygdom – jeg lærte på det tidspunkt, at det hed alkoholisme.
Nej, jeg kunne åbenbart ikke redde ham.
Så kom sorgen, vreden og den dybe frustration over, at far kunne tillade sig at dø, ligesom jeg jo kæmpede for at redde ham og leve et langt, lykkeligt liv sammen med raske far.
Ham der var så vidunderlig og stærk.

Fra far til storebror

Som jeg prøvede at acceptere tingenes tilstand og overskue resten af mit liv helt uden far, begyndte alle de der „underlige ting“ at ske igen.
Den samme lugt, den samme stemning og den samme angst.
Nu var det min storebror, der havde fået den der mærkelige sygdom, som jeg efterhånden havde opdaget var noget med at drikke mange øl, indtil man til sidst bliver syg og „underlig“ og måske begynder at sige mærkelige lyde eller græde.
Bekymringen og den nervepirrende angst for også at miste min kære storebror blev kun større og større, og i takt dermed gav jeg mig selv en ny livsopgave: Jeg ville redde min storebror.
Jeg var overbevist om, at min brors og resten af familiens eksistens hang på mine skuldre – og kun mine skuldre.
Så hvis jeg svigtede, hvis jeg ikke var hende den stærke, modige, dygtige og perfekte solstråle, der kunne bære familiekriserne … hvad ville der så blive af os?
I mange år var jeg overbevist om, at jeg var direkte skyld i, at min far og bror drak.
Jeg kunne faktisk ikke rigtig se, hvem der ellers skulle være skyld i det.
Det resulterede selvfølgelig i, at jeg aldrig kunne gøre tingene godt nok.
For hvad jeg ikke vidste var, at ligegyldigt hvad jeg gjorde og sagde – om jeg så besteg „Mount Everest“ og holdt fredstale til hele verden fra bjergets top – ville ingen af dem have holdt op med at drikke.
Det vidste jeg simpelthen ikke.
Flere gange efter fars død har jeg spurgt mig selv, om han mon vidste, hvor højt jeg elskede ham.
For måske havde tingene set anderledes ud, hvis jeg havde fået sagt det nogle flere gange, og så var han måske ikke død nu.
Og sådan kørte tankerne videre, indtil jeg til sidst kunne finde mig selv skyldig i og ansvarlig for alle verdens problemer.
Det var simpelthen den eneste logiske forklaring, jeg kunne finde på tingenes tilstand.
Jeg fik en drøm om at redde verden, og det forblev ikke blot en drøm, men faktisk noget, jeg følte mig personlig ansvarlig for.
Senere har jeg fundet ud af, at alle de der fulde og tomme flasker ikke havde noget at gøre med præcis, hvor mange gange jeg havde fortalt, at jeg elskede ham, og at mængden af flasker hverken blev flere eller færre af, at jeg besteg bjerge.
Men det har taget adskillige år at indse og forstå, og det vil højst sandsynligvis tage ligeså mange år at få det bearbejdet og renset helt ud af mit system.

Fra heltinde til menneske

Mine første spæde skridt blev taget, da jeg efter en drøj tid og stædighed så småt begyndte at acceptere, at det måske ikke var min opgave at redde hverken min far, min bror eller for den sags skyld hele verden.
Det tog mange år at forene mig med det faktum, at jeg hverken kunne gøre fra eller til, at det intet havde at gøre med mig, og at jeg faktisk ikke rigtig kunne hjælpe.
Jeg havde forbandet svært ved at acceptere tanken, fordi jeg jo havde indstillet mig på, at det helt alene var min kamp og min opgave.
Det efterlod et enormt tomrum.
Jeg skulle lære at udfylde min tid og mine tanker med andre ting.
Jeg skulle lære ikke altid at træde til og „klare skærene“, hvad jeg senere har fundet ud af, ikke var en særlig konstruktiv hjælp, men snarere en led bjørnetjeneste, der tappede min energi.
Kort sagt: Jeg skulle til at lære at leve mit eget liv.
Ja tak“, tænkte jeg først, og der fulgte et hav af destruktive tanker og følelser med i kølvandet.
Vrede og skuffelse over gang på gang at blive glemt, svigtet, snydt og bare køre med i deres karrusel.
Ja, hvordan var der egentlig nogen, der kunne tillade sig at regne med, at jeg kunne leve mit eget liv, når der aldrig var nogen, der havde lært mig det.
Og samtidig fik jeg nagende dårlig samvittighed over at tænke så grimme tanker om de to mænd i mit liv – Thomas og far.
Derfor blev de fleste følelser desværre siddende indeni.
Jeg følte mig så splittet.
Kunne og ville ikke løsrive mig fra min gamle drøm og offer/ helterolle.
Men udenfor var der en masse folk og stemmer, der gentagne gange sagde: „Det er ikke din livsopgave, Jannie“.
„Man kan ikke redde et andet menneske, Jannie“.
„Man kan ikke hjælpe en, der ikke vil hjælpes, Jannie“.
„Det er ikke din skyld, Jannie“. Osv. osv.
I starten følte jeg en kæmpe vrede og frustration over, at folk sagde sådan.
Det var ligesom at sige til mig, at jeg havde gjort alting forkert hver dag, hvert minut hele mit liv.
For det var jo faktisk præcis det, jeg havde „opdraget mig selv til“.
Man kan nærmest sige, at det var atten års hjernevask, jeg skulle til at ud af.
Ligesom en eller anden nyreligiøs sekt.
Hvis jeg ikke skulle leve deres liv, gøre dem raske og redde verden – hvad skulle jeg så?
Jeg følte mig fuldstændig tilsidesat og såret over, at der ikke længere var brug for mig.
Det var jo blevet min drøm at redde verden – at blive helt.
Ja, jeg levede i en tanke om at være familiens lille heltinde, at se de store avisoverskrifter: „Lille pige redder familien“.
Fordi, hvis jeg som heltinden kunne få dem til aldrig mere at blive fulde og syge, så var alt jo i orden, og vi kunne leve lykkeligt til vores dages ende!
Det skærer næsten i mine øjne at læse den sætning i dag, og jeg kan stadig huske mig selv sige og tænke det.
Men det var min måde at overleve på.
Det var min måde at drømme mig væk på og svømme hen i en lykkelig og smertefri verden, der gav mig håb om, at familien ikke ville gå til grunde.

Fra illusion til virkelighed

Jeg skulle til at leve mit eget liv – eller rettere sagt finde ud af, hvad mit eget liv egentlig var for noget.
Gradvist kom jeg igennem hele følelsesregisteret, men levede mest i ekstremerne – „oppe på bakken eller nede i kulkælderen“ – ligesom i gamle dage!
Jeg opretholdt stadig mit energiske liv og gode humør udadtil, og gemte det der gjorde ondt til de stille stunder.
Jeg kom både fysisk og følelsesmæssigt på afstand af min familie et stykke tid, hvilket gav mig en mulighed for og frihed til at opleve det hele udefra – som i et teaterstykke eller en film, hvor hver karakter udspiller hver deres rolle, i sidste ende altid for at få tingene til at hænge sammen og finde lykken.
Der blev tingene sat i perspektiv!
Vores familieliv var bygget hundrede procent op omkring far og senere Thomas som hovedkarakter og centrum.
Alt drejede sig om dem – om de var raske eller syge, sure eller glade – vi andre fulgte med lige i hælene og indrettede os efter deres adfærd – i uvished om at vi kunne gøre andet.
Det hele blev pludselig soleklart – i hvert fald i min hjerne, følelserne knokler stadig for at komme med – og jeg indså, at jeg var stødt på min næste hårde læresætning: At bede om hjælp!
Jeg vidste, at der var kaos og flammer inden i mig, men jeg anede ikke mine levende råd om, hvordan og hvorfor jeg skulle spørge nogen om hjælp.
Det stemte absolut ikke overens med min „barnedrøm“, hvor jeg var helten.
For en helt spørger vel ikke om hjælp?
Jeg følte det som mit livs nederlag.
Hvis omverdenen fandt ud af, at jeg ikke var stærk og dygtig nok til at redde mig selv, hvis jeg ikke levede op til de forventninger, man havde til mig, ville jeg skuffe folk på det groveste.
Det hele ville styrte sammen og ned over hovedet på mig.
Der var alt på spil!
Men denne overbevisning viste sig at stamme fuldt og fast fra min egen drømmeverden, fra alle de illusioner jeg i årenes løb byggede op for at give mig selv en grund til at tro og håbe på, at verden måske var god nok, trods alt.
Jeg havde selv skabt alle de forventninger, jeg skulle leve op til, og alle de dybe skuffelser, der ville være, hvis jeg ikke formåede det.
Med langsomme skridt skulle jeg så til at nedbryde denne illusionsverden.
Og – ja, det viste sig, at det havde jeg brug for hjælp til – og der er ikke nogen, der er blevet hverken vrede eller skuffede over det!
Rom blev dog ikke bygget på en dag!
Jeg kæmper til stadighed en brav kamp med præstationsangst, alt for høje krav til mig selv, frygt for at miste og at stole på, at ikke alle mænd er alkoholikere.
Og en irriterende trang til altid at tage ansvar for alt muligt, der ikke rigtig har noget at gøre med mig.
I en vis udstrækning er min krop stadig indkodet til at gøre det – i virkeligheden ikke til særlig stor forskel fra far, Thomas og alle de andre alkoholikere, der per refleks tyr til noget at drikke, når livet gør ondt. Men ligesom det er en livslang proces for min bror at blive ædru alkoholiker, er det sikkert også en livslang proces for mig at ændre og udvikle min adfærd, og bryde med de roller og komplekse familiemønstre, vi alle uundgåeligt har været med til at skabe.
I bakspejlet kan jeg i store træk – detaljerne arbejder jeg stadigvæk på – se, hvordan vi hver især har indtaget vores roller for at få familiens løse og lasede tråde til at hænge sammen.
Alle har gjort deres bedste.
Sådan er det bare – men sådan behøver det ikke at være resten af livet.
Det bestemmer jeg selv nu.

 

Skriv din livsfortælling

Du kan også få din egen livsfortælling med på Hope. Læs mere om, hvad du skal gøre for at komme med.

Læs mere

Tilbage