Kom i gang med gratis alkoholbehandling

Mie, 30 år, Pårørende

Tilbage

Jeg er 30 år, har 3 børn og er dejligt gift – jeg har et godt liv nu.
Nu er overskuddet måske der til at tage kontakt til min mor efter 4 år.
Vi taler i telefonen om, hvor meget vi savner og elsker hinanden.
Vi taler om at vi må prøve at være ærlige overfor hinanden – at vi må kunne sige tingene som de er.
Vi taler i telefon næsten hver dag i 2 uger.
Min mor vil gerne at jeg skal besøge hende – jeg holder lidt igen og siger, at jeg lige har brug for lidt tid.
Vi snakker fortsat i telefon hver dag og min mor forslår at vi mødes i Århus – så kan vi ses et par timer, så er det ikke så forpligtende for nogen af os, siger hun.
Jeg siger det er en god ide.
Hun vil tage bussen fredag middag kl 13.00 og ber mig om lige at vække hende om morgenen, så hun er sikker på at komme op til tiden.
Jeg hopper i med begge ben og siger ok.
Men at jeg skal møde ret tidligt på arbejde om formiddagen og at jeg ikke er sikker på, at jeg husker det – er ikke den mest energiske om morgenen.
Det kommenterer hun ikke.
Vi siger farvel igen og næste dag står jeg lidt for sent op, springer ud af døren og på vej til arbejde kommer jeg i tanke om, at jeg jo skulle vække hende, men jeg tænker nej hun kan vel for pokker selv komme op inden klokken 13.00.
Hun ringer på min mobil da klokken er 10 – nu da jeg ikke har vækket hende tidligt nok til at hun kan overskue det hele bliver det ikke til noget!!!
Hun synes det er for dårligt og hun græder.
Kontakten forsvinder – hun smækker telefonrøret på.
Jeg får kontakt og vi aftaler at jeg kommer og besøger hende.
Jeg besøger hende - bliver forskrækket da jeg ser hende – hun er blevet så hærdet at se på og gnisten i hendes øjne er ligesom forsvundet.
Hjemme i hendes lejlighed, som er helt fremmed for mig, hænger der billeder af mig og mine børn på alle vægge – jeg får ondt i maven – skyld og sorg vælter ind over mig – jeg smiler, giver hende et knus og siger at hun vel nok bor hyggeligt.
Jeg kæmper og kæmper og kæmper for ikke at vise hende, hvor ked af det jeg er.
Vi kniber en tåre i løbet af aftenen, holder om hinanden, fortæller hinanden af vi elsker hinanden –snakker til langt ud på natten.
Jeg tager hjem næste dag.
Vi snakker fortsat i telefon næsten hver dag.
Nu taler vi om at vi nok har brug for hjælp sammen.
Jeg undersøger – 40.000 kr vil det koste.
Vi har ingen penge.
Vi klarer det nok selv – bliver vi enige om – nu har vi jo hinanden igen – og nu skal vi nok klare det - denne gang skal det gå!!
En dag er der en besked på min mobilsvar – tidlig om morgenen.
Hun råber meget højt og vredt at hun hader mig!
Jeg ringer til hende et par dage efter – siger at vores forhold ikke behøver gå i stykker – vi kan bare nøjes med at snakke sammen når hun er ædru.
Så kom julen, jalousien og selvmedlidenheden og ensomhed, skyld og sorg overskyggede alt.

Tilbage