Kom i gang med gratis alkoholbehandling

Helle, 33 år, Pårørende

Tilbage

Et af de første billeder jeg kan huske fra min tidlige barndom var min "skæve" mor, der lå på gulvet i soveværelset og strakte armene op til min far, der stod bøjet over hende imens hun med snøvlende og ynkelig stemme sagde: " Steen, hjælp mig" !!.
Han havde vist fundet hende liggende på gulvet og havde derfor ringet efter en ambulance.
Hun blev derpå pakket ind i tæpper af de afventende ambulancefolk og kørt bort med ambulancen.
Jeg var ikke særlig gammel og jeg husker derfor ikke det videre forløb.
Husker kun den grødede stemme og de svømmende øjne.
Siden hen blev jeg beordret ned til den lokale købmand for at købe elefantøl.
Jeg havde slet ikke lyst og prøvede tit at undslå mig, men gjorde jeg det ikke blev min mor meget vred på mig så det endte altid med at jeg stod dybt flov og skamfuld nede hos købmanden alligevel.
Hvem ønsker at ens mor er gal på en når man er lille?
Senere fulgte utallige forsøg på at dække over hende, når mine klassekammerater fortalte mig, at de havde ringet for at tale med mig og at min mor havde lydt så underlig i telefonen.
Jeg forsøgte altid at bortforklare det med, at hun var syg eller træt, havde hovedpine eller lige var vågnet.
Undskyldningerne var der mange af.
Samtidigt skammede jeg mig umådeligt meget.
Husker en dag jeg skulle bage kage med en skoleveninde. Vi åbnede ovnen for at tage bagepladen ud og ud trillede en tom elefantøl flaske.
Nå sagde jeg !!
Gad vide hvad den dog lavede der ??!!
Hvad skulle jeg ellers sige til min skoleveninde ?
Sandheden ?
Det faldt mig ikke engang ind at sige sandheden på det tidspunkt. Muligheden var slet ikke til stede oppe i mit hoved.
Jeg havde alt for travlt med at dække over min mor, glatte ud og bortforklare.
En anden gang husker jeg, at jeg kom hjem og fandt min mor liggende i det tomme badekar med tøj på.
Hun var meget beruset og kunne ikke selv komme op så jeg måtte hjælpe hende.
Igen havde hun det der ækle svømmende blik og den snøvlende stemme som jeg den dag i dag afskyer så inderligt.
Det var først da jeg var omkring 23 år at jeg for første gang fortalte et andet menneske, at min mor var alkoholiker.
Og det var en stor lettelse at få det sagt.
Det var trods alt ikke noget nogen havde spurgt om mig tidligere.
Det undrer mig stadigvæk den dag idag.
Hvorfor var der ingen, der greb ind.
Ingen lærer, ingen voksne, ingen !!
Igennem min ungdom gjorde jeg alt hvad jeg kunne få at få hende til at holde op med at drikke.
Jeg tiggede og bad, jeg truede og skældte ud, jeg hev hende med til psykiater, jeg hev hende med til psykolog, jeg forsøgte mig med frederiksberg hospitals alkoholcenter.
Jeg var ikke klogere og vidste intet om hele dynamikken omkring alkoholmisbrug og medafhængighed.
Jeg troede jeg gjorde det eneste rigtige, der kunne få min mor til at holde op med at drikke.
Min mor har igennem årene lovet at holde op med at drikke 1000 gange.
Og 1000 gange har jeg haft den fuldstændige latterlig langt ude diskussion med hende om, hvorvidt hun havde drukket eller ej. Fuldstændigt absurde diskussioner, hvor hun først erkendte at have drukket, når man konfronterede hende med den den tomme rødvinsflaske eller den sammekrøllede papvinskarton i skabet eller i snavsetøjskurven.
Diskussioner, hvor jeg har været så rasende, at jeg næsten blev helt bange for mig selv, tidspunkter, hvor jeg har råbt hende så højt ind i hendes ynkelige ansigt med den daggamle makeup tværet ud omkring øjnene og siddende i køkkenet med fedtet hår og nusset badekåbe på kl. tre om eftermiddagen så jeg med sikkerhed vidste, at de omkringboende i gården ville kunne høre mit raserianfald, men hvor jeg ikke var i stand til at sænke min stemme for det var jeg alt alt for rasende til.
Jeg blev, som alle tæt på en alkoholiker, uhyggelig god til at fornemme nuancer i stemmen i telefonen, god til at aflæse den lette snøvlen, det stenede blik.
1000 vis af gange har jeg troet at NU var den der !!
NU holdt hun op med at drikke.
Og lige så mange gange er jeg blevet så ufatteligt skuffet og ked af det over at kunne konstatere, at det eneste jeg bad hende om ønskede hun ikke at imødekomme.
Nu studser du måske over mit ordvalg "ønskede at imødekomme". Du er måske af den opfattelse at hun ikke kunne imødekomme mit ønske.
Men for 2 år siden begyndte jeg i en selvhjælpsgruppe for voksne børn af alkoholikere og der lærte jeg blandt mange ting at det er alkoholikerens ansvar at holde op med at drikke, ikke de pårørendes. Det var fantastisk pludselig at sidde samme med 3 andre voksne børn og høre deres historier, høre om deres tanker og håb, skuffelser og raserianfald, skam og skyld.
Det var så utrolig dejligt.
At møde nogle mennesker som vidste lige præcis, hvordan jeg havde det og til hvem jeg ikke behøvede at forklare mig for de forstod mig. Det var noget af det bedste jeg har gjort for mig selv i hele mit liv. Jeg fandt også ud af at mange af de særheder jeg besidder er helt naturlige reaktioner på en usund opvækst.
Den næsten tvangsneurotiske adfærd omkring orden og renlighed, planlægning og putten alt ting i "kasser" og skemaer, den manglende evne til at uddelegerer arbejdsopgaver for blev det nu gjort godt nok ?, var det nu ikke bedst at jeg selv gjorde det for så vidste jeg jo at det blev gjort ordentligt, min intolerance og "sort/hvide" opfattelse af alting.
Hvilken befrielse.
Det første skridt på vejen til forandring er at blive opmærksom på adfærden og arbejde med sig selv.
Og det forsøger jeg så på.
Efter sigende er jeg blevet meget bedre ;o).
Så det nytter.
Den dag i dag har jeg ingen kontakt med min mor.
Efter at havde "truet" hende med at droppe kontakten med hende, hvis jeg igen oplevede hende fuld eller skæv som hun senere yndede at være på stesolid kom jeg hjem til mine forældre i starten af maj 2003 og kunne konstatere at min mor var "skæv".
Der ville jeg simpelthen ikke mere.
Nu var det nok !!
Få dage senere skrev jeg en mail til hende, hvori jeg skrev, at jeg ikke ønskede at have kontakt med hende igen før hun havde stoppet sit misbrug af alkohol/piller og havde taget hånd om sine personlige problemer.
Jeg fik intet svar på min mail og har nu efter flere forsøg omsider nok fået min far til at forstå hvorfor jeg reagerede som jeg gjorde.
Det er hårdt pludselig ikke at have nogen mor.
Men det er bedre for mig at leve uden en mor med de momentvise anfald af "jeg er Palle alene i verden" end det er igen og igen og igen at blive pisset på.
Ja undskyld mig mit sprog.
Jeg kan ikke tage flere skuffelser, bristede håb og latterlige diskussioner.
Så hellere undvære. Jeg kan derfor kun opfordre alle, specielt børn af alcoholikere, til at tale om deres opvækst og deres problemer med ligesindede.
Det er den eneste vej frem.
Den er hård og til tider svær, men det er den eneste rigtige hvis man vil blive et mere helstøbt mennesker med større forståelse for sig selv og sin adfærd.

Helle ;o)

 


Tilbage