Kom i gang med gratis alkoholbehandling

maria, 42 år, Pårørende

Tilbage

Med den viden jeg har i dag ved jeg at han altid har været det.
Jeg elsker ham meget og det at jeg stadig elsker ham har været ved at knuse mig selv.
Jeg har brugt meget tid på at bebrejde mig selv at jeg ikke så alle advarselssignaler da jeg få uger efter at vi havde mødt hinanden bad om en kort tænkepause da jeg skulle have afsluttet noget med en gammel kæreste.
Jeg kunne bare mærke, at med min mand var det bare alvor så det var med at få gjort rent bord.
I mine få pausedage brugte han faktisk flasken som trøst sammen med hans husvært som var håbløs alkoholiker,(døde få år efter da han faldt i søvn i en affaldscontainer på vej hjem fra en druktur).
Jeg var hjælpeløst forelsket i ham og så ingen signaler.
Overså hans fars drukproblemer og hans 11 år ældre brors kaotiske liv som følge af druk (han døde som 42 årig).
Det som jeg altid har bidt mærke i ved en alkoholiker er at de aldrig selv giver sprutten skylden for al elendigheden.
Nævner man f.eks hans fordrukne brors død, er min mand og svigerfar altid rørende enige om at han døde af at være væltet på en knallert og ikke af druk.!!!
Manden boede på et slags hjem for sociale udskud og til hans begravelse kom hele byens druksutter med bare tæer og totalt ude af flippen.
Men nej det var bestemt ikke det han døde af.!!!
Min mand har et par gange været døende p.g.a. frygtelige ting har tilstødt ham som følge af at druk har slidt ham op.
Det ved JEG og det sagde lægerne også i situationen, men min mand hævder hårdnakket at det ikke var som følge af druk, men nogle tilfældigt opståede sygdomme han havde fået slæbt sammen.
Nu er han en slags førtidspensionist og det er bestemt ikke fordi han helst ligger på 10-20 genstande om dagen.!!!
Nej det er p.g.a. hårdt arbejde og sygdom.!!
Jeg er faktisk så vred på ham for han er far til mine 4 børn og eneste slange i paradis er druk.
Så efter i lang tid, flere år, at være vred på ham kunne jeg mærke at jeg ikke gad at se på det mere.
Hvem vil se på langsomt selvmord hvis der er en udvej.
Jeg vidste ikke hvor jeg skulle gøre af min bitterhed, måtte indrømme at den kom til udtryk ved at jeg snerrede af ham, hadede ham når han var påvirket og jeg gik faktisk også og var så vred på mig selv.
Ubevidst har jeg gået og bildt mig selv ind at hvis jeg var en bedre, slankere, dygtigere og mere sexet kone ville han bestemt holde op. Det er mærkeligt med ham, for når han drikker bliver han aldrig voldelig, højtråbende eller direkte ubehagelig.
Nej han er bare ufattelig dum at se og høre på og falder som regel hurtigt i søvn.
Det er ligesom om at børnene og jeg, (2 af dem er voksne og har heldigvis ikke arvet hans dranker-gen) bare har vænnet os til at sådan er han.
Og han gør jo sådan set ikke nogen skade.
Men jeg har nu gået ved en terapeut ca. et halvt år.
Projektet hedder PAM (pårørende til alkoholmisbrugere).
Du vil sikkert undre dig over hvorfor jeg fandt behov for dette.
Men grunden er den at jeg vil kæmpe for ikke at blive skilt, da han som ædru er en aldeles dejlig mand og min bedste ven.
Jeg vil have et godt liv mens jeg har det og med en mand der "svæver" væk fra virkeligheden flere gange om ugen synes jeg ikke livet er godt nok.
Jeg vil vide om der var noget ved mig der gjorde at han trænger til disse "udsvævelser".
Gør jeg noget forkert?
Og hvad?
I lang tid kunne jeg ikke få mig selv til at beskæftige mig med mine yndlingshobbies.
Jeg undte kun mig selv at arbejde og gøre rent og jeg var så skrækkelig ulykkelig indeni, fordi jeg måtte indse at han nok drikker sig ihjel.
Min terapeut har lært mig at læse mig selv, at gøre noget godt for mig selv at hvile i mine egne glæder og vigtigst af alt: At tage ansvaret for hans drikkeri af mine skuldre.
Åh hvor kan jeg mærke at jeg har båret ansvaret helt selv.
Efter at han selv må tage ansvaret er jeg meget friere og gladere. Jeg er stadig til tider sørgmodig over at se at han periodisk vælger at drikke sig fuld, men jeg har det ligesom om at det er hans verden, ikke min.
Jeg har sat nogle helt klare grænser op for hvornår jeg synes at det er nok.
Og det er:

1. Hvis han bliver det mindste voldelig overfor børnene og mig.
2. Hvis han udøver psykisk vold mod børnene eller mig.
3. Hvis han skulle forglemme moralsk og etisk sans. Såsom at begynde at gå på værtshus, hænge ud med druksutter eller køre sprutkørsel.

Jeg lever i dag et godt liv med mine børn og med ham når han er ædru.
Og faktisk er det sådan at han drikker mindre efter at jeg har sluppet taget i ham. det er befriende og hvis ellers tingene bevæger sig i den retning det har nu, er der gode udsigter for fremtiden.
Jeg ved at jeg er en helt Ok hustru for ham og i går snakkede vi faktisk om at vi begge følte os "godt gift" lige for tiden.
Tak kære PAM.

 


Tilbage